Norsk løbefænomen slår to verdensrekorder i samme løb
Der blev sat en ny barre på 1.500 meter og en engelsk mil, da Jakob Ingebrigtsen vandt et løb i Frankrig.
Nordmanden Jakob Ingebrigtsen havde en historisk god torsdag på løbebanen i franske Lievin.
Den 24-årige atletikstjerne satte nye indendørsverdensrekorder på både 1.500 meter og en engelsk mil, der svarer til 1.609 meter.
Tiderne lød ifølge det norske medie NRK på henholdsvis 3 minutter og 29,63 sekunder og 3 minutter og 45,14 sekunder.
- Jeg må være helt ærlig at sige, at mit mål var at løbe under 3.30 på 1.500 meter og så prøve at holde til mål. Det er hårdt at gøre det på den måde. Det ville selvfølgelig være lettere at slippe på de sidste 109 meter, men det var distancen, jeg skulle færdiggøre, siger Ingebrigtsen til NRK.
Den yngste af de talentfulde Ingebrigtsen-brødre har vundet olympisk guld på både 1.500 meter og 5.000 meter.
Torsdagens løb var hans sæsondebut, og det var samtidig første gang, han prøvede kræfter med distancen på en engelsk mil.
- Jeg havde mulighed for at slå verdensrekorden på 1.500 meter for tre år siden. Så det er fedt at få mulighed for at prøve på en engelsk mil. Og så er det ekstra sjovt at tage begge, siger Jakob Ingebrigtsen.
Verdensrekorden på en mil blev slået med hele 1,49 sekunder.