»Det er den mest voldsomme kamp, jeg har spillet i mit liv«
En af landsholdets mest loyale figurer, Yussuf Poulsen, har ikke ligefrem høvlet mål ind på landsholdet. Til gengæld har flere af dem haft stor betydning. Med udgangspunkt i fem fotos fortæller han om nogle afgørende øjeblikke.
ALICANTE
Han får stadig gåsehud flere år efter, når han ser et bestemt billede, og så fortæller han om en egoisme, der kan rumme andre, også hans konkurrenter om en plads på holdet. Yussuf Poulsen har spillet 84 landskampe i de seneste 10 år. Her er fem momenter, han husker særdeles godt:
1-0 over Peru, VM-slutrunde, 2018:
»Det var vores og mit første VM-mål i Rusland. Jeg havde begået straffespark inden, som de brændte. Vi vandt 1-0, en vigtig sejr i vores første puljekamp. Det var min første slutrunde. Det betød virkelig meget for mig. Jeg kom på landsholdet i 2014, men da tabte vi til Sverige og kom ikke til EM i 2016. Det var hårdt at gå glip af. Derfor husker jeg VM i 2018 rigtig godt. Vi var megahamrende presset, fordi Peru var meget bedre end os i den kamp.«
1-0 over Schweiz, EM-kvalifikationskamp, 2019:
»Jeg snakkede med Andreas Cornelius inden kampen mod Schweiz. Jeg sagde til ham, at han skulle fake sit spark og vente på, at deres målmand, Yann Sommer, ville lægge sig ned og så sparke modsat. Oftest gik Sommer efter at dække det lange hjørne. Jeg kender ham fra mange kampe i Tyskland. Og det var lige det, der skete, da jeg scorede. Jeg forklarede det til Cornelius, hvis det nu skulle blive ham, der skulle komme i den situation. Det blev så mig selv. Jeg går meget i detaljer. Også i klubben fortæller jeg vores unge angribere, hvis de skal møde en målmand eller en forsvarsspiller, som har tendens til at gøre noget specielt. For det giver en fordel, når man står i en afgørende situation. Mod Schweiz havde jeg god tid til at tænke, for der var langt ned til målet på Christian Eriksens aflevering. Jeg vidste, jeg skulle sparke i det korte hjørne. Vi var pressede, men vandt alligevel.«
1-2 mod Belgien, EM-slutrunde, 2021:
»Bare at se det billede bringer følelser frem i min krop. Fordi vi vidste, hvad der skete med Christian Eriksen, og hvad den kamp betød emotionelt for os alle. På det følelsesmæssige spektrum er det den mest voldsomme kamp, jeg nogensinde har spillet i mit liv. Jeg får gåsehud, når vi synger nationalmelodien i Parken. Jeg tror, jeg fik gåsehud 20 gange i den kamp. Der var så meget elektricitet på stadion, hos spillerne, hos fansene. Efter 10 minutter blev bolden sparket ud for at hylde Christian, og alle klappede, og vi havde spillere, der sad og tudede. Vi leverede nok den bedste halvleg som landshold nogensinde. Vi mosede et hold, der på det tidspunkt var nummer et på verdensranglisten. De havde vel to boldberøringer på vores halvdel i første halvleg. Det var så vanvittigt. Og så skete der det, der kan ske, når man i så lang tid er så elektrisk. Til sidst var der ikke flere kræfter i os. Hele slutrunden var vild. Men det er det mål, jeg kommer til at huske allerbedst fra min karriere. Selve målet var ikke opsigtsvækkende, men alt dét, der lå bag, gør det til et specielt mål. Selv om vi tabte kampen. Og det var fuldstændig ligegyldigt, at vi tabte. Bare det, at vi kunne spille den kamp, var en sejr i sig selv. Hvis Christian Eriksen ikke havde været hos os længere, var jeg ikke gået ud på den fodboldbane.«
2-1 over San Marino, EM-kvalifikationskamp 2023:
»Jeg startede på bænken, men kom ind og scorede sejrsmålet kort før tid. Vi fik de tre point, vi skulle have. Det er sjældent, jeg er forbandet over ikke at starte på banen, hvis jeg skal være ærlig. Jo, jeg vil altid helst være med fra start. Men tidligere brugte jeg for meget energi på, hvorfor jeg nu ikke spillede. Det irriterer mig da stadig. Men nu bobler det i mig, så jeg er klar til at komme ind og vise, hvorfor jeg ikke skulle starte ude. Jeg forstår godt, at træneren skal foretage et valg. På landsholdet har vi mange dygtige spillere, også på min position. Det kan jeg sagtens acceptere. Jeg har bare en ærlig indsigt i, hvad der foregår. Der er en grund til, at vi er 23 spillere. Jeg er stadig egoist, tro mig. Det skal du være, hvis du vil nå til dette niveau, men der er mange former for egoisme. Hvis jeg hjælper en konkurrent i klubben ved at fortælle, hvordan han scorer mod et andet hold, hjælper det også mig. For hvis han gør det dårligt, og vi ikke vinder de kampe, hvor jeg ikke er med, så går det ud over min karriere. For så spiller jeg ikke i Champions League næste år. Det er også en form for egoisme. Det er bare en anden måde at se det på. Jeg kan godt rumme, at andre har succes, selv om det er på bekostning af mig i øjeblikket. Det holder jeg mig ikke for god til.«
Danmark-Serbien 2-0, Nations League 2024:
»Jeg lagde op til Albert Grønbæks første mål på landsholdet. Det ryger bare i glemmebogen efter mit mål. Meget var ikke optimalt for udførelsen af et saksespark. Jeg havde en mand i ryggen, og der var en anden foran mig, der hoppede op for at prøve at heade bolden væk. Da bolden var på vej indover, havde jeg allerede bestemt mig for, hvad der skulle ske. Da jeg ramte den, var jeg sikker på, den ville gå ind, selv om jeg ikke kunne se bolden. Det var virkelig fedt at lave sådan et mål i et fyldt Parken. Jeg og alle på holdet vil huske det.«