NBA opkalder prestigiøst trofæ efter Michael Jordan
Fremover vil den spiller, der kåres til sæsonens vigtigste i NBA, modtage Michael Jordan Trophy.
Den amerikanske basketliga har omdøbt det trofæ, der uddeles til den spiller, der vurderes at være sæsonens mest værdifulde (også kendt som MVP, red.).
Fremover vil trofæet være kendt som Michael Jordan Trophy - opkaldt efter basketlegenden Michael Jordan.
Det annoncerede NBA tirsdag.
Michael Jordan anses af mange som tidernes bedste basketspiller. Han er selv blevet kåret til sæsonens MVP fem gange. Han spillede størstedelen af sin karriere i Chicago Bulls.
MVP-trofæet er ikke det eneste, som NBA har valgt at ændre navnet på.
Eksempelvis vil den spiller, der vurderes at have været sæsonens bedste forsvarsspiller fremover blive tildelt Hakeem Olajuwon Trophy.
Den er opkaldt efter den nigeriansk-amerikanske basketspiller af samme navn. Han spillede størstedelen af sin karriere i Houston Rockets, og sluttede sin karriere i 2001.
I alt seks priser har fået et nyt navn.
- Vores nye kollektion af trofæer fejrer nogle af de bedste og vigtigste spillere i NBA’s historie, siger NBA-kommissær Adam Silver ifølge.
- Så når vi anerkender ligaens bedste indsatser hver sæson, hylder vi også de legender, der har lagt navn til de prestigiøse priser.
Det nye trofæ er designet med Michael Jordan i tankerne.
Det er 23,6 tommer højt og vejer 23,6 pund. Det er en reference til Michael Jordans trøjenummer, 23, og det antal mesterskaber, han har været med til at vinde, 6.
Tallene 23 og 6 fremgår også på trofæet.
Michael Jordan har haft indflydelse på, hvordan trofæet ser ud. Han arbejdede sammen med Nikes tidligere vicedirektør for innovation og særlige projekter Mark Smith.
- Da vi samarbejdede om dette projekt, var det meget vigtigt for Michael, at figuren ikke ligner ham, men at modtageren i stedet kan være i stand til at se sig selv i prisen, siger Mark Smith.
- For Michael var det at få prisen opkaldt efter sig nok anerkendelse.
/ritzau/Reuters