Fortsæt til indhold
Sport

Det er ikke i dag, David Nielsen bliver fyret i AGF, heller ikke i dag

AGF nåede ikke med i topseks, holdet har ikke vundet i otte kampe, og nu skal klubben forholde sig til nedrykning. Når AGF er i krise, er det med store bogstaver.

»Det er for helvede fodbold, det er sådan, det er,« siger David Nielsen.

Han er fodboldtræner i AGF, et job, han har haft siden oktober 2017, men nu må det være slut, siger de kloge, for det går ikke ret godt for AGF i Superligaen. Det sejler. Senest tabte AGF til bundholdet Sønderjyske på udebane på et mål i overtiden, men det er ikke kun David Nielsen, der har skylden, det er også sportschefen Stig Inge Bjørnebye, en nordmand, som for et år siden blev David Nielsens nærmeste foresatte, og de spillere, han har ansat, er langtfra gode nok, så det er også deres skyld, men også dem, der var der i forvejen; alle er ringe. Intet fungerer, der tolkes på mulige konflikter, det er AGF, det her, klubben har været der før, tre nedrykninger i 2006, 2010 og 2014 står stadig klart i erindringen.