Fortsæt til indhold
Sport

Ung basketstjerne sikrede Atlanta en plads i NBA's slutspil

Trae Young startede skidt, men løftede sig sammen med resten af Atlanta Hawks mod Cleveland Cavaliers.

/ritzau/AFP

Basketstjernen Trae Young var natten til lørdag dansk tid den primære årsag til, at Atlanta Hawks kunne nuppe den sidste playoffplads i NBA’s Eastern Conference for næsen af Cleveland Cavaliers.

I den såkaldte play-in-kamp om at komme med i slutspillet scorede Young 38 point, da Atlanta besejrede Cleveland på udebane med 107-101.

Resultatet betyder, at Atlanta Hawks, der sluttede på en niendeplads i sin division i den ordinære sæson, nu kan se frem til at skulle op imod topseedede Miami Heat i første runde af slutspillet.

Første kamp spilles allerede søndag. I slutspillet spilles der bedst af syv kampe.

Trods sin flotte præstation i nattens opgør mellem Cleveland og Atlanta var det reelt først i anden halvleg, at 23-årige Trae Young for alvor begyndte at røre på sig.

Han scorede således 32 af sine 38 point efter pausen. Det betød, at det var Cleveland, der midtvejs i kampen kunne gå i omklædningsrummet med en tocifret føring, inden Atlanta og Young formåede at komme tilbage.

- Jeg følte, at jeg svigtede mit hold i første halvleg, siger Trae Young efter kampen.

- Jeg missede nogle skud. Men vi var kun nede med ti point ved pausen, og jeg vidste, at jeg var nødt til at sænke nogle flere skud for mine holdkammerater.

I den anden play-in-kamp om en plads i NBA’s slutspil vandt New Orleans Pelicans ude med 105-101 over Los Angeles Clippers og lever dermed fortsat i kampen om mesterskabet. Clippers er ude.

Artiklens emner
NBA
NBA