Fortsæt til indhold
Sport

Lundberg og Phoenix Suns fuldbyrdede Lakers-fiasko i NBA

Los Angeles Lakers tabte for syvende gang i træk og har ikke længere mulighed for at komme i slutspillet.

/ritzau/

Kriseramte Los Angeles Lakers er nu endegyldigt uden chance for at komme videre til slutspillet i NBA.

Den succesvante basketballgigant tabte for syvende gang i træk, da holdet tidligt onsdag morgen dansk tid var på besøg hos Phoenix Suns i Arizona.

121-110 til hjemmeholdet lød cifrene, da det stjernespækkede Lakers-hold forspildte sin sidste chance for at forlænge sæsonen ind i playoff-fasen.

Danske Gabriel ”Iffe” Lundberg fik 1 minut og 4 sekunder på banen for hjemmeholdet uden at blive noteret for point. Det var anden gang, Lundberg kom på banen i NBA.

Danskeren gik dog glip af et møde med Lakers’ superstjerne LeBron James, som stadig er skadet og måtte se sine holdkammerater fuldbyrde fiaskosæsonen.

På trods af frygtindgydende navne som James selv, Anthony Davis, Russell Westbrook og Carmelo Anthony er Lakers blot nummer 11 ud af 15 hold i NBA’s vestlige halvdel.

De seks bedste hold i hver halvdel går direkte i slutspillet. Holdene fra syvende- til tiendepladsen får en ekstra chance for at spille sig videre i de såkaldte playin-kampe.

Lakers har været i 32 NBA-finaler gennem tiden og er historisk set ligaens mest succesfulde hold.

Det er bare to år, siden holdet vandt sin 17. NBA-titel efter en finalesejr over Miami Heat.

Men Lakers har ikke magtet at følge op på triumfen. Sidste sæson blev en stor skuffelse, da holdet blev knockoutet allerede i første playoffrunde af netop Phoenix Suns.

Man forsøgte i sommerpausen at friske holdet op ved at hente Russell Westbrook i en opsigtsvækkende handel. Men nedturen er blot blevet forstærket i denne sæson.

Onsdagens nederlag var nummer 48 i 79 kampe. Lakers har tre kampe tilbage i sæsonen, men har altså kun æren at spille for.

Phoenix Suns er til gengæld flyvende. Holdet er grundspillets suverænt bedste med nu 63 sejre og blot 16 nederlag.

Artiklens emner
NBA
NBA