Fortsæt til indhold
Sport

Koerstz Madsen rykker historisk højt op på verdensranglisten

Aldrig har en kvindelig dansk golfspiller været højere placeret på verdensranglisten end Nanna Koerstz Madsen.

/ritzau/

Nanna Koerstz Madsen kunne søndag glæde sig over sin karrieres største sejr, og mandag kan hun så glæde sig over himmelflugt på verdensranglisten.

Den 27-årige golfspiller er rykket 22 pladser op på listen over verdens bedste kvindelige golfspillere og er nu nummer 33.

Så højt har en dansk spiller aldrig været på verdensranglisten, siden den blev introduceret i 2006.

Nanna Koerstz Madsen var i en periode i 2021 oppe som nummer 48, og det var på det tidspunkt dansk rekord.

Man kan dog ikke konkludere, at Danmark aldrig tidligere har haft en kvindelig spiller, der reelt har været blandt de 50 bedste i verden.

Iben Tinning repræsenterede på fornem vis Danmark, da hun var aktiv golfspiller, men hendes karriere på topplan toppede for alvor, inden verdensranglisten så dagens lys i 2006.

Det fortæller elitechef i Dansk Golf Union Claus Mølholm, som glæder sig over, at Danmark nu er repræsenteret blandt de 50 bedste på verdensranglisten.

Hvis man er placeret der, er man nemlig sikker på at deltage i de store majorturneringer. Emily Pedersen er lige nu nummer 74 i verden, men også hun skal kravle op i tabellen.

- Vi har en ambition om at hjælpe spillerne ind i top-50, og vi drømmer om at have en dansk majorvinder. Det har vi ikke haft endnu, siger Claus Mølholm.

Thomas Bjørn har hos herrerne flere gange været tæt på en majortriumf, og Nanna Koerstz Madsen løb sidste år med en tredje- og femteplads i de største turneringer i golfkalenderen.

I British Open var hun meget tæt på sejr, men faldt fuldstændig igennem på allersidste hul, hvor hun ellers var på en delt førsteplads. Derfor måtte hun tage til takke med en femteplads.

Claus Mølholm håber, at Nanna Koerstz Madsen om et par uger blander sig i toppen igen, når årets første majorturnering, Chevron Championship, løber af stablen i Californien.

- Det er spændende, om hun kan føre noget selvtillid fra weekendens sejr med ind i den turnering, siger Claus Mølholm.

Chevron Championship hed sidste år Ana Inspiration, og her sluttede Nanna Koerstz Madsen som nummer tre.