Fortsæt til indhold
Sport

Franskmand tilkæmpede sig olympisk guld i skiskydning

Norske Johannes Thingnes Boe tog sig af tredjepladsen i mændenes individuelle skiskydningskonkurrence.

/ritzau/

Franske Quentin Fillon Maillet kom sig oven på to missere på skydebanen, da han tirsdag formiddag dansk tid sikrede sig guld i mændenes individuelle skiskydningskonkurrence ved vinter-OL, der strakte sig over 20 kilometer.

Det blev en realitet tirsdag formiddag dansk tid, da han gennemførte i en tid, der var 14,8 sekunder hurtigere end andenpladsen, Anton Smolski fra Hviderusland.

- Det så måske nemt ud, men det var virkelig hårdt i dag, lød det efterfølgende fra franskmanden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Med to missere forventede jeg måske en plads på podiet, men ikke en sejr. Så det var helt fantastisk, tilføjede han.

Hviderusseren havde ellers den fordel, at han var fejlfri i skydningen, men franskmanden havde mere fart i skiene. Derfor blev Smolski forvist til andenpladsen.

Den norske stjerne Johannes Thingnes Bø endte som treer i konkurrencen. Også han missede to gange. Han krydsede stregen i en tid, der var 31,1 sekunder langsommere end Maillet.

Nordmanden virkede dog efterfølgende til at være tilfreds med tredjepladsen - i hvert fald fejlskuddene taget i betragtning, fortæller han norsk TV ifølge NTB.

- Jeg er én fejl fra guldet, men jeg er også kun fire sekunder fra at ryge ned på fjerdepladsen. Det er okay at tabe til en, der har samme antal fejlskud, som jeg selv, lyder det.

- Jeg blev lidt træt mod slutningen, og så er det bare utroligt svært at sætte alle fem skud på sidste skydning, siger han.

Bø kan dog varme sig på den guldmedalje, han vandt for tre dage siden i den mixede stafet i skiskydning, hvor fire atleter fra hver nation kæmper sammen.

Her blev det til en andenplads til Frankrig og Maillet.