Fortsæt til indhold
Sport

Danmark får hjemmebane i Frederikshavn ved ishockey-VM

Det danske kvindelandshold skal spille sine indledende kampe i Frederikshavn ved næste års A-VM i Danmark.

/ritzau/

Det bliver Frederikshavn, der skal lægge is til det kvindelige danske ishockeylandsholds indledende kampe ved A-VM i Danmark næste år.

Det oplyser Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse.

Nordjyske Bank Arena er udpeget som vært for VM’s gruppe B, hvor det danske landshold skal kæmpe mod Japan, Tjekkiet, Tyskland og Ungarn om tre pladser i kvartfinalerne.

- Vi er sikre på, at byen og de mange ishockeykyndige tilskuere og folk i byen kommer til at danne en begejstret ramme for vores landshold, der vandt mange hjerter ved den nylige OL-kvalifikation, siger Danmarks Ishockey Unions direktør, Ulrik Larsen.

Han henviser til, at det danske landshold i den forgangne weekend kvalificerede sig til vinter-OL for første gang.

Den anden VM-gruppe skal afvikles i Herning, der bliver turneringens hovedby. Ud over kampene i gruppe A bliver Herning Isstadion vært for kvartfinaler, semifinaler og bronzekamp og finale.

Danmarks Ishockey Union fik i sidste uge officielt tildelt værtskabet for turneringen efter et noget specielt forløb.

Allerede i september skrev Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF), at Danmark skulle lægge is til A-VM. Men nyheden blev kort efter trukket tilbage, da aftalen alligevel ikke var på plads.

Læs også

Det er første gang, Danmark er vært for turneringen, der blev spillet for første gang i 1990.

Det danske mandskab debuterede i det bedste VM-selskab i år, hvor det i Canada blev til fire nederlag i lige så mange kampe.

På grund af coronapandemien var VM i lagene under A-gruppen aflyst, hvilket betød, at ingen nationer rykkede ud af topdivisionen.

Næste års A-VM afvikles fra 26. august til 4. september.