Fortsæt til indhold
Sport

Sydafrikaner lægger sig i spidsen i britisk golfmajor

Louis Oosthuizen fører British Open efter første runde. Danske Christoffer Bring ligger langt tilbage.

/ritzau/

To gange i år har en anden vundet en af golfsportens fire majorturneringer lige for næsen af Louis Oosthuizen.

Men efter første runde af British Open, årets fjerde og sidste major, er der ingen, der ligger foran sydafrikaneren.

Oosthuizen fører således turneringen efter de første 18 huller, som han klarede i seks slag under par, efter hvad han selv kalder en perfekt runde.

- Jeg lavede ikke ret mange fejl. Når jeg havde gode muligheder for at lave en birdie, så klarede jeg puttene. Så det var bare en rigtig god, solid runde, siger Oosthuizen, der i er blevet nummer to og delt toer i henholdsvis US Open og PGA Championship.

Sydafrikaneren er et slag bedre end den amerikanske duo Jordan Spieth og Brian Harman, der deler andenpladsen.

Christoffer Bring er som den eneste dansker med i British Open, der spilles på Royal St. George’s Golf Clubs bane i byen Sandwich i England.

Den unge dansker, der kvalificerede sig til turneringen ved at vinde EM for amatører i slutningen af juni, fik en hæderlig start, men ligger langt nede i stillingen. Bring indtager en delt 91.-plads i to slag over par.

Det er kun et enkelt slag dårligere end spanske Jon Rahm, der vandt den seneste golfmajor, US Open, i juni.

Vinderen af den forrige, golflegenden Phil Mickelson, som sejrede i PGA Championship i maj, fik en mareridtsstart på British Open torsdag. Den amerikanske veteran ligger på en delt sidsteplads i ti slag over par.

Artiklens emner
Golf