Fortsæt til indhold
Sport

DBU: Vold mod fodbolddommere skal straffes fire gange hårdere end i dag

DBU Jylland indfører nye og skarpere sanktioner mod vold mod fodbolddommere i de lavere rækker. Forbundet mener også, at trusler skal straffes hårdere.

Det skal fremover koste langt dyrere, hvis man som fodboldspiller i en jysk fodboldrække i DBU-regi begår vold mod en fodbolddommer.

Det skriver DBU Jylland i en pressemeddelelse.

Helt konkret indfører forbundet en disciplinær minimumsstraf på »seks måneders automatisk udelukkelse fra alt fodbold« i de serie 6, 5, 4, 3, 2, og 1, hvis man begår vold - herunder spyt - mod en fodbolddommer. Straffen er en del af et nyt »sanktionskatalog«, som træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

»Med denne nye sanktionsramme ønsker vi at sende et klart og tydeligt signal til alle i jysk fodbold. Vi tager dommernes sikkerhed og tryghed særdeles alvorligt, og vi ønsker at slå hårdt ned på enhver, der udsætter en dommer for sådan en type adfærd,« siger Bent Clausen, formand i DBU Jylland, i pressemeddelelsen.

Beslutningen kommer, efter der de seneste måneder har været debat om fodbolddommernes sikkerhed. I begyndelsen af april blev en 29-årig serie 4-spiller fra Egernsund KIF straffet med 20 dages ubetinget fængsel efter at have skubbet til, spyttet på og råbt »møgluder« efter den 18-årige fodbolddommer Julie Alsbro fra Aabenraa, da han i en kamp blev udvist i 10 minutter for at brok og protester. I flere serierækker udløser et gult kort 10 minutters udvisning, hvorefter den udviste spiller kan vende tilbage til banen.

Men een sag er en for meget, og det er helt afgørende for os, at man som dommer kan føle sig både tryg og sikker, når man påsættes til at dømme en fodboldkamp
Bent Clausen, formand, DBU Jylland

Episoden fandt sted i en kamp mellem Egernsund KIF og Egen UI den 5. september 2020, og fængselsstraffen blev alene udløst af skubbet mod Julie Alsbro. Efter episoden gav DBU Jylland den pågældende spiller en karantæne på seks kampe, hvilket svarer til i omegnen af 1,5 måned med en kamp om ugen.

Den type sager skal altså nu straffes mindst fire gange så hårdt.

Bent Clausen fra DBU Jylland understreger, at der er tale en minimumsstraf på seks måneder, og at en dommersag kan udløse længere udelukkelse, og at DBU Jyllands disciplinærudvalg træffer afgørelse fra sag til sag.

»Vi har nøje vurderet disse ændringer, og vi har lyttet med stor opmærksomhed til de signaler, der er kommet fra mange forskellige sider. Ikke mindst fra de aktive dommere, som jo er vores neutrale repræsentanter ved fodboldkampene. Derfor skal jeg også understrege, at det anses som særligt skærpende, hvis man som dommer lider overlast. Vi har en klar og tydelig forventning om, at en person som repræsenterer fodboldforbundet behandles ordentligt, og hvis det mod forventning ikke sker, må de pågældende personer også stå til ansvar herfor,« siger Bent Clausen.

Hårdere straf for trusler

Ifølge DBU Jylland er der kun få sager, helt præcist 0,2 promille af samtlige kampe på breddeniveau, som drejer sig om vold mod fodbolddommere.

»Men een sag er en for meget, og det er helt afgørende for os, at man som dommer kan føle sig både tryg og sikker, når man påsættes til at dømme en fodboldkamp,« siger Bent Clausen.

Udover vold mod dommerne rummer det nye sanktionskatalog en indstilling til disciplinærudvalget om at »sigte efter hårdere strafudmålinger end tidligere, når det drejer sig om trusler mod dommere,« lyder det i pressemeddelelsen. Her bliver der imidlertid ikke indført en minimumsstraf, og straffen vil blive udmålt efter vurdering af indholdet i den enkelte sag.

Derudover skal sanktionskataloget også føre til, at disciplinærudvalget i højere grad end hidtil skal benytte sig af muligheden for at udelukke hele hold eller klubber fra at spille kampe, hvis deres spillere har begået vold mod en dommer. I dag udelukkes en spiller, der blevet indberettet for dommervold, altid midlertidigt, indtil der er truffet afgørelse, og den praksis vil fortsætte.

Artiklens emner
Fodbold
DBU