Anette Hoffmann Møberg vandt masser af metal med "de jernhårde ladies"
50 år onsdag: For Anette Hoffmann er den kristne tro større end de mange guldmedaljer, som fløjspilleren i 1990’erne vandt med håndboldlandsholdet.
Spil venstrefløjen fri, så scorer Danmark.
Det var næsten sikkert som amen i kirken, da Anette Hoffmann i perioden 1990-2000 huserede på fløjen hos ”de jernhårde ladies”.
Hoffmann blev noteret for over 600 scoringer for Danmark.
Hun var en af de bærende kræfter på det hold, som vandt alt, der var værd at vinde: to OL-guld, to EM-guld og et VM-guld samt en række sekundære mesterskabsmedaljer.
Men måske blev Hoffmann og den øvrige stjerneparade med spillere som Janne Kolling, Anja Andersen, Camilla Andersen og Anne Dorthe Tanderup begunstiget med hjælp fra oven.
Gud gav indre ro
Anette Hoffmann betonede i 2019 i et interview med Kristeligt Dagblad, at hun altid har vægtet Gud over guldmedaljer.
Det har givet hende en indre ro, før hun har skullet spille finaler under stort pres og massiv bevågenhed.
»Da flaget gik op, og nationalsangen lød, da vidste jeg med hver en fiber i kroppen, at ingenting af det, der for alvor betyder noget, stod og faldt med, om vi vandt eller tabte. For alverdens guldmedaljer og jordiske æresbevisninger kan ikke gøre noget, når vi engang skal stå over for Gud. Her gælder kun det kors, som i vores flag er hvidt,« sagde hun til avisen og fortsatte:
»For nok havde jeg hele tiden vidst, at jeg ville give alt, hvad der stod i min magt, for at vi skulle vinde. Men der var noget, som var større end en guldmedalje og en titel, og det var den kristne tro, som jeg har haft med mig siden barndommen,« sagde Anette Hoffmann til Kristeligt Dagblad.
Hun fortalte også, at hun ikke kunne forestille sig et liv uden kirken og det kristne fællesskab.
Gennem sin 14 år lange karriere på topplan spillede hun for Kolding, Viborg samt en enkelt sæson i spanske Corteblanco Bidebieta – i dag kendt som Bera Bera.
Anette Hoffmann er uddannet pædagog. Hun gik på seminariet i både Viborg og hjembyen Jelling. Hun arbejder i dag som keyaccountmanager i eco2Light, der blandt andet laver lys til håndboldhaller og andre idrætsfaciliteter.
/ritzau/