Er Bashkim Kadrii historien om, at OB ikke er kommet videre?
OB fandt ikke Kadriis kvaliteter, da han forlod klubben i 2020. Nu er han tilbage, men ikke som afløser for sig selv, understreger sportschef Michael Hemmingsen.
Man så ham slet ikke på banen i Horsens. Meget sigende kæmpede OB’s offensiv med at nedbryde hjemmeholdet AC Horsens, mens klubbens ”nye” angriber så til hjemme fra Odense, da holdkammeraterne løb ind i en 0-0-mur.
Bashkim Kadrii blev præsenteret i starten af februar, men har ikke spillet gældende minutter siden september, hvorfor den 29-årige angriber i stedet blev i Ådalen for at genopbygge kampformen.
Jakob Michelsen kunne dog godt have brugt den afslutningsstærke spiller. Cheftræneren forsøgte med »tempo«-tilråb og fægtende arme at orkestrere offensiven, men lige lidt hjalp det. Der manglede slet og ret en spiller, der kunne udfordre Horsens-forsvaret.
Vi tager hele tiden skridt i den rigtige retning. Nogle er store, andre er lidt mindre. Salget af Bashkim Kadrii i 2020 var fornuftigt på alle parametre.Michael Hemmingsen, sportschef, OB
Det er noget, som OB’s sportschef Michael Hemmingsen forventer, at den gamle kending Bashkim Kadrii leverer i sin tredje periode i klubben på 10 år. Også selv om det er mere end 160 dage siden, angriberen sidst snørede kampstøvlerne.
Tydelige kvaliteter
Økonomisk set var opholdet i Saudi-Arabien og Al-Fateh en gevinst, men sportsligt var det langtfra en succes for Bashkim Kadrii. Kort før slutningen på sommerens transfervindue blev han vejet og fundet for let. Der var dog ikke tid nok til at finde en ny klub, hvorfor angriberen måtte vente til februar, før han kunne skrive under med OB.
»Vi har et stort kendskab til Bashkim Kadrii og er trygge ved, at han nok skal komme op i gear igen. Han har nogle tydelige, tekniske kvaliteter og en måde at spille fodbold, som er tiltalende for os. Han bringer en konkurrence til træning, som er med til at skabe et højere niveau på holdet, fordi han er så dygtig en spiller. Vi tror på, at Kadrii kan løse opgaven og være med til, at vi kan komme i topseks,« siger Michael Hemmingsen, der er tidligere anfører i OB med over 400 kampe i den stribede trøje.
Ifølge OB har fokus været så massivt, at Bashkim Kadrii ikke har lyst til at deltage i et interview, fordi han skal have karrieren på ret køl ligesom OB.
Et underligt år
Den fynske klub har bøvlet med at finde en fast målscorer. Derfor var der ingen forbehold, da muligheden opstod for at hente Bashkim Kadrii hjem til klubben, hvor han har spillet 169 kampe, scoret 40 mål og leveret 33 assists. Michael Hemmingsen afviser, at den danske angriber er sin egen afløser, og at OB havde svært ved at komme videre:
»Vi tager hele tiden skridt i den rigtige retning. Nogle er store, andre er lidt mindre. Salget af Bashkim Kadrii i 2020 var fornuftigt på alle parametre.«
»Det er klart, at man mister noget, når man sælger en spiller som ham. Det fik vi dog kompenseret med nye spillere. Men 2020 var et underligt år. Vi har haft nogle udfordringer med skader og måttet skifte lidt mellem, hvem der skulle spille flest minutter på toppen. I fodbold er der en del faktorer, som spiller ind i forhold til at finde den angriber, man skal bruge.«
Det ændrer dog ikke på, at angribere som Sander Svendsen, Issam Jebali og Mart Lieder har haft svært ved at løfte arven fra Bashkim Kadrii. De tre angribere fik alle tid på banen mod AC Horsens, men havde ikke succes med det store i første halvleg, hvor hjemmeholdet, som endnu har sit første mål i 2021 til gode, sad på det meste af spillet.
En ny træner til sommer
OB har haft sine udfordringer i de kampe, hvor holdet skal skabe spillet. Eksempelvis tabte klubben 1-0 til Lyngby i starten af februar, og mønstret gentog sig mod AC Horsens i anden halvleg, der endte uden mål.
Dermed tabte fynboerne vigtige point i kampen om topseks, som er klubbens klare målsætning. Det har OB blot opnået én gang med Jakob Michelsen som træner. Derfor har fynboerne valgt ikke at forlænge med sønderjyden, hvis kontrakt udløber til sommer. OB vil i stedet finde en trænerprofil, »der kan skabe mere stabilitet og bedre resultater«.
Er det ikke farligt at hente en spiller uden at have en træner på plads?
»Nej, det synes jeg ikke. Vi vil gerne tilbyde den nye træner en retning og nogle rammer for en spillestil. Der passer Bashkim Kadrii fint ind. Vi skal være mere strømlinede i vores spil, og det synes vi at vi kan blive på denne måde,« siger Michael Hemmingsen.