Fortsæt til indhold
Sport

FCK er ude af Europa efter bizar forsvarsbrøler

FCK fortsatte den skuffende sæsonstart, da klubben tabte den afgørende kamp mod HNK Rijeka om at komme i Europa Leagues gruppespil.

For blot anden gang på 14 år skal FC København ikke spille i et europæisk gruppespil.

Det står klart, efter københavnerne torsdag aften tabte 0-1 til kroatiske HNK Rijeka efter en stor forsvarsfejl i play off-kampen om at komme i Europa Leagues gruppespil.

Kroatisk mesterplan

Gameplanen fra kroaterne var klar fra start. Holdet stillede op med fem mand i bagkæden og en kompakt midtbane og stod generelt dybt på egen banehalvdel. På toppen skulle den 20-årige kroatiske angriber Sandro Kulenovic true FCK’s bagkæde, der har vaklet en del i begyndelsen af denne sæson.

Det var FCK, der startede bedst og var mest på bolden - dog uden at skabe de store chancer.

Det gav et flashback til Brøndby-spillerne Max von Schlebrügge og Jon Jönssons, da Ragner Sigurdsson og Victor Nielsson gled over hinanden ved 0-1-scoringen. Foto: Lars Poulsen.

Kunne kroaternes træner Simon Rozman på forhånd skrive en drejebog for første halvleg, ville han sandsynligvis have ønsket det scenarie, der udspillede sig; Rijeka holdt FCK fra chancer, og efter 20 minutter bød muligheden sig.

En lang bold blev spillet op på kroaternes ene angriber, og den kroatiske midtbanespiller Franko Andrijasevic opsnappede en løs bold og stormede mod FCK’s mål i en én mod én-situation mod Ragner Sigurdsson med Victor Nielsson halsende efter sig. I et forsøg på at stoppe ham gled Sigurdsson og tog sin forsvarsmakker med i faldet i en situation, der kastede minder tilbage til de tidligere Brøndby-spillere Max von Schlebrügge og Jon Jönssons komiske fald på selvsamme bane. Franko Andrijasevic fortsatte ufortrødent og lobbede bolden over fremstormende Kalle Johnsson. Bolden ramte overliggeren, hvorefter nytilkomne Peter Ankersen uheldigt blev ramt på knæet af returbolden, der trillede i mål - 1-0 til gæsterne.

Det gav kroaterne incitament til at stille sig endnu dybere, og udover et tidligt indlæg fra Victor Fischer, som Jens Stage styrede forbi mål, skabte FCK ikke alverden.

Offensive ændringer

Træner Ståle Solbakken skiftede i pausen Mikkel Kaufmann ind i stedet for Victor Fischer og lagde spillet om til at spille meget direkte til de tre store angribere.

Det var dog igen gæsterne, der fik den første store mulighed i anden halvleg. Victor Nielsson blev sat i en én-mod-én ved sidelinjen, og et fladt indlæg havnede for fødderne af en rødklædt, men målmand Kalle Johnsson fik foden på.

Hjemmeholdet kom bedre med, og efter 52 minutter måtte Pep Biel se et udmærket frispark blive reddet af kroaternes målmand.

Det fine spil fortsatte, og 10 minutter senere fik Wind så muligheden mod et dybtstående kroatisk mandskab, men han måtte se sit skud blive blokeret til hjørnespark.

Kamil Wilczek begyndte at melde sig ind i kampen. Først flugtede han bolden snært over mål, før Pep Biel serverede et fint tidligt indlæg til polakken, der headede direkte på Rijekas målmand.

Det trætte udehold lavede derefter nogle taktiske ændringer, og ved hver given lejlighed forsøgte spillerne at sænke spillets tempo ved at tilkæmpe sig et indkast eller frispark.

Trods sidste krampetrækninger fra FCK formåede holdets angribere ikke at omsætte chancer til mål, og derfor kunne de rødklædte HNK Rijeka-spillere efter et forløsende slutfløjt juble over en hårdt tilkæmpet 1-0-sejr og et europæisk gruppespil.