AGF-angriber overrasket over coronatest
AGF-angriberen Mustapha Bundu er testet positiv for covid-19 og kan derfor ikke bruges i holdets to resterende kampe.
Når AGF onsdag aften møder FC Nordsjælland og søndag aften Brøndby, bliver det uden angriberen Mustapha Bundu.
Ved den ugentlige covid-19 test, som foretages efter Divisionsforeningens retningslinjer, testede angriberen nemlig positiv for coronavirus. AGF oplyser, at han efterfølgende er blevet sat i hjemmekarantæne, og derfor ikke vil være at finde i truppen til holdets to resterende kampe i Superligaen.
AGF oplyser, at han er »frisk og symptomfri«, og at resten af truppen og staben er testet alle med negativt resultat.
»Han var dybt overrasket, for han havde jo ingen symptomer. Vi havde en snak for noget tid siden om, at vi skal huske, at virussen stadig er her, at smitte stadig kan ske, og at vi har mange vigtige kampe tilbage,« siger AGF’s sportschef Peter Christiansen.
AGF oplyser yderligere, at klubben følger alle protokoller og forholdsregler samtidigt med, at den er i tæt dialog med Divisionsforeningens lægeteam.
»Jeg synes, vi har forsøgt at tage sådan en situation her i opløbet, men det er klart, at alle alligevel er udsatte. Vi er dem, som bliver testet allermest, det er også derfor, vi kan reagere, som vi gør nu,« siger Peter Christiansen.
Søndag spillede AGF, og Mustapha Bundu, mod FC København. FCK oplyser, at den tirsdag også har gennemført den ugentlige test af både spillere og stab og ikke fandt nogle positive tilfælde.
Andre tilfælde
Mustapha Bundu er ikke den eneste AGF-spiller som på nuværende tidspunkt er taget ud af truppen. Efter at AGF søndag sikrede sig en medalje i Superligaen for første siden 1997, deltog to spillere, Mustafa Amini og Zach Duncan, i de aarhusianske festligheder. Efterfølgende blev de begge taget ud af truppen for at undgå potentiel smittefare. Alle tre spillere vil nu blive yderligere testet, indtil det igen vurderes, at der ikke er risiko for smitte.
»Det er ærgerligt. Ikke mindst for spilleren selv, men også for os som klub. I første omgang ved vi, ifølge protokollerne, at det handler om syv dages karantæne. Bundu bliver en del af det udvidet testprogram, som vi i forvejen har på de to spillere som deltog i fejringen i søndags,« siger Peter Christiansen.
Tidligere er også to Brøndby-spillere, Samuel Mraz og Simon Hedlund, testet positive for coronavirus og måtte syv dage i hjemmekarantæne. Efter de afleverede en negativ test ugen efter, kunne de igen træne med Brøndby truppen.
Med to runder tilbage i mesterskabsspillet, ligger AGF på en andenplads med 63 point, og FCK på tredjeplads med 62 point. Den sidste spillerunde afvikles søndag, hvor AGF tager imod Brøndby, og FCK møder FCN i Parken.