Mølbaks opsigtsvækkende melding efterlader idrætten i vildrede og bekymring
Danmarks Idrætsforbund vil i dialog med eksperter og politikere efter en nedslående udmelding, der er »dræbende« for idrætten.
En katastrofe for dansk idræt.
Direktøren for Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm, er ikke et øjeblik i tvivl om, at hvis meldingerne fra faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak holder stik, vil idrætten i Danmark på både elite- og breddeniveau blive alvorligt hårdt ramt.
I et interview med Berlingske mandag forudser Kåre Mølbak, at det kan vare måneder eller år, før danskerne kan leve livet som før coronakrisen, og at der derfor kan gå lang tid, før det igen bliver muligt at se fodboldkampe på stadion og samles i andre store forsamlinger.
Det bryder Morten Mølholm sig mildest talt ikke om at læse.
»Hvis man mener, at der går så lang tid med social afstand, er der grund til bekymring i en sektor som vores, der lever af både nær kontakt i daglige fællesskaber og store begivenheder med mange mennesker,« siger han og uddyber:
»Dette efterlader en udsat idrætssektor i vildrede og bekymring for, hvad det vil betyde for det næste år. Det er enormt vigtigt for hele sektoren at vide, om vi er købt eller solgt i så lang tid fremover. Dette er dræbende for os, det må jeg sige.«
Sammen med DGI har DIF i alt 2,3 mio. medlemmer på landsplan. Både medlemmer og foreninger har i de seneste uger kimet direktøren ned i jagten på svar om idrættens fremtid, og den seneste udtalelse fra Kåre Mølbak gør ikke arbejdet lettere, understreger Morten Mølholm.
»Jeg skal ikke gøre mig klog på, om man mener, at det bliver tilstanden det næste år, men når der kommer sådan en melding fra forholdsvis autoritative steder, som i høj grad lægger rammerne for politikerne, har vi et indgående behov for en snarlig dialog med eksperter og politikere,« siger han.
Skylder et svar
På et pressemøde mandag eftermiddag uddybede Kåre Mølbak sine udtalelser i Berlingske. Direktøren påpegede, at den fysiske afstand var et af flere mulige scenarier, og at det ikke det samme som at sige, at coronavirussens indvirkning udvikler sig sådan.
Morten Mølholm anerkender, at der er tale om svære tider, men han mener, at man efterhånden skylder baglandet svar. Det gælder bl.a. Dansk Håndbold Forbund (DHF), der foruden en lang række klub- og landskampe er medværter for EM i kvindehåndbold, der begynder i december.
Her er planen, at titusindvis af tilskuere skal besøge Jyske Bank Boxen i Herning og Arena Nord i Frederikshavn, men trods Kåre Mølbaks udtalelser maner formand Per Bertelsen til besindighed.
»Lad os nu forholde os til fakta, og fakta er lige nu, at vi i dansk håndbold ikke må have tilskuere før den 1. september. Det er svært at forholde sig til, hvad der efterfølgende skal ske, og med det for øje kan jeg ikke kommentere yderligere. Kåre Mølbak er ekspert på sundhedsområdet, det er jeg ikke, men vi følger regeringens anbefalinger,« siger han.
I Dansk Boldspil-Union (DBU), der trods udskydelsen af EM i fodbold til sommeren 2021 fortsat agter at facilitere en håndfuld landskampe i den danske nationalarena, har man ingen kommentarer til udtalelserne.
»Vi følger regeringen og myndighedernes officielle meldinger og anbefalinger – og kommenterer også på dem,« skriver kommunikationschef Jakob Høyer i en mail.