Kun krige har rokket ved OL
Udsættelsen af OL i Tokyo i år er den første af sin slags, der ikke skyldes ufred.
OL 2020 i Tokyo er blevet udsat til afvikling senest i sommeren 2021. Det er første gang i de olympiske leges historie, at et OL er blevet udsat, uden at der har været tale om, at krige er kommet i vejen.
I 1916 stod Berlin til at huse de olympiske lege, men på det tidspunkt rasede Første Verdenskrig, og siden kom Anden Verdenskrig også til at betyde aflysninger af den store sportsbegivenhed.
I 1940 var det planen, at Tokyo skulle være vært for OL, men også da kom en krig i vejen. IOC, den internationale olympiske komite, prøvede at flytte legene til Helsinki i Finland, men da finnerne blev involveret i krigen, måtte legene aflyses endegyldigt. Tokyo og Japan fik senere OL tildelt, nemlig i 1964, mens Helsinki siden fik legene i 1952.
I 1944 lå det meste af Europa i ruiner, og værtskabet, som London havde fået tildelt lige før udbruddet af Anden Verdenskrig, blev naturligvis ikke effektueret. Den engelske hovedstad havde vundet kampen om at arrangere OL foran bl.a. Rom, Detroit, Lausanne, Athen og Budapest. Dermed måtte det tredje sommer-OL i løbet af et kvart århundrede aflyses helt. I krigsårene blev der naturligvis heller ikke afviklet vinter-OL.
Undervejs i historien om de olympiske lege har der været adskillige tilfælde af boykot og udeblivelser, som har været tæt på at aflyse OL. I nyere tid blev 66 nationer væk fra OL i Moskva i 1980 i protest mod, at Rusland havde invaderet Afghanistan.
Fire år senere valgte Rusland og 17 andre lande at svare igen ved at blive væk fra OL i Los Angeles i USA.