Skandalesag har ramt vægtløftning
Den Internationale Olympiske Komité udtrykker bekymring efter beskyldninger om doping og korruption i international vægtløftning.
Piger helt ned til 13-årsalderen er blevet opfordret til at tage forbudte stoffer. Det er én ud af en række alvorlige anklager, som den tyske tv-station ARD kommer med i en tv-dokumentar, som blev bragt for nylig. Programmet kunne ligeledes afsløre, at halvdelen af de 450 VM- og OL-medaljevindere mellem 2008 og 2018 ikke har været igennem en eneste dopingkontrol det år, de stod på podiet.
Det har fået Den Internationale Olympiske Komité til at reagere. Den kalder afsløringerne for »meget alvorlige og bekymrende«.
I tv-dokumentaren fik man også den thailandske vægtløfter Siripuch Gulnoi til at afsløre, at hun har taget ulovlige midler i brug inden sin OL-bronzemedalje i London i 2012. Hun sagde blandt andet, at dopingmidlerne havde givet hende overskæg og en kæbe som en mand, men at de ansvarlige var ligeglade med de sundhedsmæssige faktorer.
Det var også hende, som berettede, at piger i Thailand helt ned til 13-årsalderen gjorde brug af doping for at forberede sig til nationale konkurrencer.
Flere beskyldninger
Hos Den Internationale Olympiske Komité vil man nu følge op på beskyldningerne, og man ser med stor alvor på Siripuch Gulnois udtalelser.
Efterforskerne er de samme, som afslørede den russiske dopingskandale i 2014. I programmet beretter de bl.a., hvordan flere russiske vægtløftere i smug har betalt sig til at få testresultater, der ikke viser tegn på doping.
I tv-dokumentaren viser hemmelige optagelser også en samtale med Dorin Balmus, lægen for Moldovas vægtløftningshold, hvor han fortæller, at dobbeltgængere gav urinprøver til atleterne for pengeudvekslinger.
Vægtløftning er en stolt sportstradition ved de olympiske lege. Sporten har været en disciplin siden det første OL i Athen i 1896.