Fortsæt til indhold
Serie: Kærlighed til spillet

Justin Neal nægtede at følge med til »Disneyland«

Justin Neal mistede noget af sin identitet, da West Ham flyttede til et nyt stadion. Nu holder han med det lille, uanseelige italienske hold Arezzo, hvor han har genfundet kærligheden til fodbolden. Han græmmes dog stadig, hver gang han ser West Ham på det olympiske stadion.

LONDON

Der er et eller andet sørgeligt over Bobby Moore. Hans smil er ikke nok til at skubbe mismodigheden i baggrunden her uden for Istanbul Halal Meat & Grocery og Ahmed Tour Hajj.

Hvorfor overhovedet have en fodboldstatue i Londons East End, hvor naboerne er en slagter og en rejsearrangør? Drejer man sig rundt på den lille plads ved siden af lyskrydset, hvor statuen er placeret, ser man ikke meget andet end småbutikker og rækkehuse med gamle vinduer med enkeltlagsglas, der drømmer om isolering og termoruder.

Men sagen er den, at Bobby Moore – der er hævet op på skuldrene af Geoff Hurst, Martin Peters og Ray Wilson – spillede for West Ham sammen med Hurst og Peters, og de havde stor indflydelse på, at England vandt VM i 1966.

Jeg ved ikke, hvem de 20.000 mennesker er, eller hvad de interesserer sig for.

Og et par hundrede meter herfra lå West Hams stadion Upton Park, der i folkemunde ikke hed andet end Boleyn Ground, opkaldt efter dronning Anne Boleyn. Hende fik Henry den 8. hugget hovedet af, og på samme måde er det gået Boleyn Ground. West Ham flyttede til det olympiske stadion i 2016, og kort efter begyndte nedrivningen af Boleyn Ground.

»Det bliver rørende. Jeg kan allerede mærke gåsehuden,« skriver Justin Neal i en besked på telefonen.

Han underskylder sin forsinkelse med, at han skal købe cigaretter, og da han får at vide, at vi venter ved statuen, er det, at gåsehuden kommer snigende.

For han har store følelser for West Ham, Boleyn Ground og East End. Her var hans frirum i barndommen og de unge år. Nu er klubben flyttet fire km væk, og han kommer her ikke særligt tit længere.

En følelse af svigt

Flytningen har efterladt Justin Neal og mange West Ham-fans med en følelse af svigt. Nu handler fodbolden om agenter med gigantiske fortjenester, fodboldkampe på sære tidspunkter, videodommere, overtatoverede spillere i strejke, tv-rettigheder, korrupte ledere, spilreklamer og penge. Masser af penge.

Da den 26-årige Justin Neal dukker op i horisonten, er gangarten energisk, hænderne i lommerne, skuldrene oppe ved ørerne, gule solbriller i sygekasseform og håret sat op i en knold i nakken.

En af cigaretterne er allerede kommet på arbejde, da han siger »hello, mate«.

Et par kraner virrer over et lejlighedskompleks, der er bygget i en stil, så det lige så godt kunne ligge i Ørestad i København eller på en trist byggetomt i Aarhus. På denne grund lå Boleyn Ground, der husede West Ham fra 1904.

Justin Neal peger over på lejlighederne.

»Det var lige der, min tribune på stadion lå. The Lower Bobby Moore Stand. Vi gik op ad denne vej, når vi skulle ind,« siger han.

På en stor bygning står der ”West Ham United Supporters Club”.

»Den åbnede i 1947, men lukkede sidste år, da ingen kommer her mere. Dengang var stemningen fordrukken på en kampdag. Vi begyndte omkring kl. 10, når der var kampstart kl. 15. Det var et ritual for folk at komme her. De sidste år, før vi skulle flytte, gik man hver gang lidt langsommere for at få hele stemningen med,« siger Justin Neal.

Han peger ned ad vejen.

»De, der var religiøse, gik ind i kirken og bad en bøn. Det hjalp ikke en skid, for vi tabte hver eneste fucking kamp, men alligevel ...«

Han tænder endnu en cigaret og viser om i en gyde bag fanklubbens bygning.

På en lille mur står der med hurtig spraymaling skrevet ”Long live the Boleyn”, mens der på en anden mur er lavet et mere organiseret vægmaleri med samme budskab.

En mand nærmer sig og rækker to fingre i vejret, som om han har en imaginær cigaret i hånden, men Justin Neal vifter ham væk med en erfaren håndbevægelse: »sorry mate«. Nej, vi sælger ikke joints, selv om vi står i en gyde væk fra vejen.

»Der var nogen, der brød ind i en bil, sidst jeg var her,« siger Justin Neal.

Et af argumenterne for at nedrive stadion og bygge lejligheder var, at det ville give det fattige East End-område en chance for gentrificering. Udtrykket har vundet indpas i det britiske, og det dækker over, at et område får et økonomisk løft, fordi rigere mennesker køber ejendom i et mindre velstående samfund.

Den slags giver Justin Neal ikke meget for. Han mener, at kommunen så en mulighed for at slippe af med stadion.

»Da West Ham ansøgte om at forhøje en tribune, fik klubben afslag, fordi den ville skygge for nogle lejligheder overfor. Nu er dette lejlighedskompleks bygget dobbelt så højt.«

Vi går tilbage til statuen, ind på pubben Boleyn Tavern og bestiller Guinness.

»Jeg havde sæsonkort i mange år, kom til alle kampe. Efter flytningen til det olympiske stadion havde jeg sæsonkort i et år. Jeg følte, at det var døden for klubben, som jeg kendte og elskede, og jeg følte, at klubben ikke var for mig længere. Man tog kulturen ud af klubben for at sælge den som noget andet. Der hænger et ry ved at være West Ham-fan, og det ry ville ejerne gerne af med. Der var det let for dem at flytte herfra og til det olympiske stadion, som i bund og grund er Disneyland. Der gik jeg fra at være den type fan, der tager til alle kampe, til at arbejde på pubben om lørdagen og nøjes med at se kampen på en skærm under baren.«

Sjælen er forsvundet

Da OL i London sluttede i 2012, gik arbejdet i gang med at ombygge stadion til et fodboldstadion. Ombygningen kostede 2,4 mia. kr. – det kostede knap 6 mia. kr. at bygge – og kapaciteten endte med at være på 60.000, da West Ham vandt retten til at flytte ind.

»I forhold til Boleyn Ground kom der 20.000 ekstra pladser, men jeg ved ikke, hvem de 20.000 mennesker er, eller hvad de interesserer sig for. Pludselig er der nogen, der møder op i jakkesæt og står med telefonen i hånden og brokker sig over wi-fi-signalet. De ser ikke fodbolden, de deltager ikke, synger ikke, de sidder ned. For dem er det mere en kulturevent end en pilgrimsfærd. Sjælen er komplet forsvundet, en opsplitning mellem fans og klub. Det er en forretning, hvor vi er kunderne, i stedet for at det er en fælles følelse mellem klub og fans.«

Han får tit smidt argumentet i hovedet, at en flytning er nødvendig for West Ham for at få flere penge ud af hver kamp.

»Men hvad skal de penge bruges til? Købe nye spillere? Forsøge at komme i Champions League? West Ham-fans er ikke West Ham-fans, fordi vi kan lide at vinde ting. Jeg havde været lykkeligere, hvis vi var blevet på det stadion og set et gennemsnitligt fodboldhold og måske en gang imellem kommet langt i FA Cuppen og stadig have mine rødder og mit hjem i stedet for at sælge vores sjæl for at betale en argentiner 250.000 pund om ugen.«

Vi tager et spil billard, men bliver afbrudt af en særdeles påvirket ung mand i orange arbejdstøj. Han hedder Lee, og han vil gerne være berømt i Danmark, så han råber højlydt, at der skal tages billeder af ham, og at han vil være med i ”filmen”. Grinende går han rundt og forsøger at være med på billederne.

Da Lee vender ryggen til, tager Justin Neal sig til det ene næsebor og signalerer, at arbejdsmanden næppe har nøjedes med at drikke øl, siden han allerede er så påvirket kl. 16 om eftermiddagen.

Lee går ud for at ryge og råber til en af sine venner, om han vil være med i en film, men ingen af dem dukker op igen.

Justin Neal kalder det et ritual at komme til kamp på Boleyn Ground: »Når vi kom her, var det som at gå tilbage i tiden, og man købte sig ind i tankegange med East London-kulturen helt ned til maden, og det man drak. Jeg var i kontakt med min kultur, og de værdier som jeg blev opflasket med, som har sit fundament i det her område. Når klokken blev 15 på en lørdag, var den kultur overalt. Der var folk, som jeg ikke nødvendigvis ville møde i en mørk gyde, men når man var sammen med dem omkring West Ham, var de mine brødre, vi var West Ham.«

Justin Neal har selv en arbejderklassebaggrund. Hans far er taxachauffør.

»I 1970’erne og -80’erne var fodbold arbejderklassens sport. Vi ejede den, men så kom kommercialiseringen, og man så, at man kunne tjene penge på den. Den sande sjæl og identitet blev stjålet fra denne arbejderklassesport, og middelklassen og overklassen kom ind. Det foregik på samme måde, som når man sover, og der er nogen, der tager ens hovedpude og lægger noget tilsvarende af samme størrelse i stedet. Man lægger ikke umiddelbart mærke til, at man har mistet noget, men pludselig er det væk.«

Mødet med italienerne

Ved et tilfælde fandt han sin hovedpude i et helt andet land.

»Da jeg var 21 år, arbejdede jeg i en butik, hvor jeg normalt havde aftenvagter. Men en dag fik jeg en morgenvagt og faldt i snak med en gut, der hed Fernando. Han var italiener, og jeg har altid haft en sær tilknytning til Italien, fordi min bedstefar var der under krigen. Fernando og jeg faldt i snak, og han ville gerne ind at se West Ham. Jeg sagde til ham, at uanset hvilket hold han var fan af i Italien, ville jeg holde med det. ”Det har du ikke lyst til, vi er fucking dårlige. Vi er et lille hold, vinder aldrig noget,” sagde han, men jeg sagde ”done” med det samme, og jeg er nok den eneste i verden, der har googlet ”who the fuck are Arezzo”,« griner Justin Neal.

Han begyndte straks med at lære alt om klubben og endda en meget lang klubsang. Kort efter rejste han med Fernando til Italien, og han blev taget med storm af den italienske ultrakultur, hvor trommer, flag og romerlys er en fast del af en stadiontur.

»Jeg var med inde på ultraernes hemmelige mødested, hvilket er en stor ære. Der var alle de her skøre italienere, der råbte og skreg rundt omkring mig, og jeg forstod ikke en fucking skid af, hvad de sagde. Siden dengang har jeg været dernede to-tre gange om året. Det er en helt utrolig anderledes fodboldkultur for mig.«

Tom følelse og vrede

Ifølge Justin Neal er Arezzo ikke overrendt af turister, hvorfor det er billigt for ham at tage ned til den toscanske by, hvor der bor 100.000.

»Og hvis jeg havde et sæsonkort hos West Ham, ville jeg gå fra stadion hver anden weekend med en tom følelse og vrede, men en weekend dernede giver mig passionen tilbage. Og så er cigaretterne billige. Jeg ryger 200 om dagen, når jeg er dernede,« griner han.

I Arezzo fandt Justin Neal alt det, som han havde tabt i West Ham.

»I Italien siger de ”modello inglese”, den engelske model. De forsøger at kopiere den engelske supportermentalitet fra 70’erne og 80’erne. De lever i fortiden, også med tøjstilen. Så for mig er det som at rejse tilbage til en tid, som jeg ikke engang har oplevet her. Deres mentalitet er den samme som vores i Østlondon. Her kommer vores humor fra dokkerne på havnen, hvor de hårde mænd arbejdede. I Toscana arbejder de på vingårdene, oppe på skråningerne og på gårdene. Der er så mange måder, hvor vi passer sammen. Det er selvfølgelig et tilfælde, men det giver mening for mig,« siger han.

»En dag flytter jeg derned og bor der resten af mit liv. Sådan er det. Done.«

Slut.

Vi går uden for Boleyn Tavern, hvor man kan se direkte over på Bobby Moore med Jules Rimet-trofæet i hånden.

Statuen hedder officielt "The World Cup Sculpture".

Han og holdkammeraterne har stået der siden 2003, og West Ham-ledelsen ville have haft statuen med til det olympiske stadion, men West Ham-fans kæmpede imod, og så sagde det lokale byråd nej.

Det er muligt, at West Ham-fans er vant til at tabe, men denne gang vandt de en lille sejr.

Af kærlighed til spillet

I en stribe reportager forsøger Jyllands-Posten at finde tilbage til rødderne i engelsk fodbold. Vi har blandt andet været på pub med fansene af en klub for hipstere, vi har mødt en tilhænger, der har mistet sine illusioner, vi har talt med ligaens ældste og vi har besøgt en klub, der vil forandre verden.