Flyballade kan ødelægge karrieren: Golfspiller kan blive nægtet indrejse i USA
Bliver Thorbjørn Olesen dømt for seksuelt overgreb, kan USA og de største turneringer fremover være lukket land for den danske golfstjerne.
Thorbjørn Olesens karriere som international topspiller er alvorligt truet.
Danskeren er tiltalt for seksuelt overgreb og vold begået om bord på et fly fra USA til England. Om to uger skal han møde op foran en dommer i London.
Bliver danskeren dømt, kan det være at alvorligt tilbageslag for spillerens karriere.
En plettet straffeattest kan forhindre udlændinge i at få lov til rejse ind i USA, hvor de fleste af verdens største golfturneringer spilles. Tre af de fire majorturneringer afvikles i USA (The Masters, US PGA og US Open), ligesom flere af de såkaldte WGC-turneringer spilles i USA. Desuden afvikles Ryder Cup næste gang i 2020 i USA.
Nogle lovovertrædelser betegnes som så moralsk anstødelige, at det normalt ikke bliver accepteret. Et seksuelt overgreb er en af disseKehrela M. Hodkinson, advokat med speciale i den amerikanske immigrationslov
Den 29-årige golfspiller har spillet fem turnering i USA i år, heriblandt de tre majors.
Men bliver Olesen dømt, kan han fremover blive nægtet indrejse i USA.
Det fortæller advokat Kehrela M. Hodkinson fra firmaet Hodkinson Law Group i London, der har specialiseret sig i den amerikanske immigrationslovgivning.
»Hvis han bliver dømt, kan det påvirke hans muligheder for at rejse tilbage til USA. Det vil være op til en individuel vurdering, hvor myndighederne vil gennemgå lovovertrædelser og domme,« siger Kehrela M. Hodkinson.
Ekstremt alvorligt
Det er særligt alvorligt, at den danske golfspiller er tiltalt for et seksuelt overgreb. Det er noget, som bliver set på med meget strenge øjne hos de amerikanske immigrationsmyndigheder, oplyser Kehrela M. Hodkinson.
»En dom for et seksuel overgreb bliver taget ekstremt alvorligt, når en person ansøger om at rejse ind i USA. Nogle lovovertrædelser betegnes som så moralsk anstødelige, at det normalt ikke bliver accepteret. Et seksuelt overgreb er en af disse,« siger Kehrela M. Hodkinson.
Det er stadig uvist, hvad der er sket på flyet. Den danske golfspiller blev arresteret, da flyet ankom til London. Det vil komme frem under den kommende retssag i London. Men selvom danskeren skulle slippe med en bøde eller en betinget dom, vil det dog ikke hjælpe i forhold til at komme ind i USA, hvis han får en dom for seksuelt overgreb.
»Nogle forbrydelser bliver betegnet som mindre lovovertrædelser, og derfor kan man stadig komme ind i USA. For eksempel, hvis fængselsstraffen er under et år. Men et seksuelt overgreb vil ikke blive betegnet som en mindre lovovertrædelse,« siger Kehrela M. Hodkinson.
Kan vare i fem år
Medfører en dom efterfølgende en udelukkelse fra indrejse i USA vil det i princippet vare resten af livet, men der kan afhængigt af overtrædelsens karakter gives dispensation. Dette vil dog som oftest ske tidligst efter fem år fra dommen falder. Det vil sige i 2024.
Thorbjørn Olesen har endnu ikke udtalt sig om sagen. Den eneste fra Olesens bagland, der har kommenteret sagen, er golfspillernes engelske advokat.
»Thorbjørn har samarbejdet fuldt ud med politiet i forbindelse med deres efterforskning. Men han kan desværre ikke udtale sig om sagen, før den er behandlet i det engelske retssystem,« udtaler Paul Morris fra Paul Morris fra BCL Solicitors LLP.
Olesen skal møde op ved Uxbridge Magistrates’ Court i London den 21. august. Efter planen er hans kommende turnering Scandinavian Invitation, der afvikles i Göteborg i Sverige fra den 22. august.