Mogens Jeppesen mindes VM i 1978: »Stolt er et stort ord, men jeg er da glad for, at nogle kan huske os«
Hele Danmark var tændt på håndbold i 1978. VM-slutrunden på hjemmebane skabte forandring og helte – en af dem var Mogens Jeppesen.
Overskægget ligner sig selv, om end farven på larven er blevet noget mere sølvgrå.
Mogens Jeppesen byder velkommen indenfor på trappetrinnet i strømpesokker og klipklapper. Han er alene hjemme i parcelhuset i Fredericia. TV 2 News ruller på fladskærmen i stuen, og fronten på den sorte læderlænestol afslører, at han lige har rejst sig fra møblementet.