Pernille Harder er alligevel verdens bedste: »Hun er bare en fantastisk spiller, et naturtalent«
Den britiske avis The Guardian har kåret Pernille Harder til verdens bedste kvindelige fodboldspiller.
Godt nok var hun sølle seks point fra at løbe med den prestigefyldte Ballon d’Or-pris forleden.
Men nu får den danske landsholdsspiller Pernille Harder et kæmpe skulderklap med på vejen fra anden side.
For tredje år i træk rangerer det britiske medie The Guardian verdens 100 bedste kvindelige fodboldspillere, og denne gang indtager Pernille Harder intet mindre end førstepladsen.
Knap halvdelen af de 72 dommere havde Pernille Harder som deres favorit til vinde den internationale hæder.
»Selv på en sæson, hvor den franske klub Olympique Lyon ret suverænt vandt the treble (den hjemlige liga, pokalturneringen og Champions League, red.), har Pernille Harder formået at skille sig ud fra alle dens spillere. Hun har taget skridtet videre fra sidste år og har spillet en afgørende rolle i Wolfsburgs vej til både mesterskabs- og pokaltriumf,« siger journalisten Richard Laverty om mediets begrundelse for at sætte Pernille Harder øverst på ranglisten.
»Hun er bare en fantastisk spiller, et naturtalent,« lyder det videre.
Landstræner Lars Søndergaard lægger da heller ikke skjul på, hvor meget Pernille Harder også betyder for det danske kvindelandshold.
Sammen med en række trænere, journalister og mange andre med særlig interesse og viden inden for kvindefodbold har han siddet i den voterende jury, og det er ingen hemmelighed, hvem hans stemme tilfaldt.
»Hvis man kun kigger på målscoringen, skulle det selvfølgelig være Ada Hegerberg (Lyon-spiller og vinder af Ballon d’or), men Pernille Harder har hele pakken. Hun er en teknisk dygtig spiller, der har et godt øje for sine medspillere og samtidig leder ved sit eksempel på banen. Hun arbejder benhårdt og stiller sig altid i holdets tjeneste,« siger Lars Søndergaard.
Derfor mener han også, at det er fuldt ud fortjent, at Pernille Harder vinder The Guardians pris som verdens bedste fodboldspiller.
»At komme på førstepladsen viser, at Pernille Harder har tiltrukket sig meget stor opmærksomhed inden for kvindefodbold, og selv om den ikke er ligeså kendt som Ballon d’Or, så er det en utrolig flot pris,« siger han.
På den fornemme rangliste over verdens bedste finder man desuden også andre danske landsholdsspillere.
Nadia Nadim, der til daglig spiller i engelske Manchester City, blev vurderet til at være den 37. bedste kvindelige fodboldspiller i verden, mens Sanne Troelsgaard fra Rosengård kom ind som nummer 77.