Fortsæt til indhold
Sport

Nomineret til Årets Sportsnavn: Det er snart svært at blive overrasket over Langvad

Annika Langvad bliver ved med at hente VM-medaljer, ligesom hun fik en uventet chance i løbet af 2018.

Det er efterhånden svært at blive overrasket, når den 34-årige Annika Langvad vinder et verdensmesterskab.

Seks gange har hun gjort det i løbet af sin karriere – heraf fem gange på MTB-maratondistancen, som hun genvandt i år.

Årets VM-triumf blev kulminationen på en yderst succesfuld måned, da hun også hentede VM-bronze med det danske stafethold og VM-sølv i XCO – Cross County Olympic.

Resultaterne var det bedste svar til de eksperter, der har kaldt hende en maratonspecialist. For Annika Langvad har efterhånden manifesteret sig som en af de mest alsidige mountainbikeryttere i verden.

Overraskende VM-plads

Faktisk rækker hendes evner så langt, at hun ganske overraskende blev udtaget til årets landevejs-VM for første gang i karrieren, da hun agerede hjælperytter for Cecilie Uttrup Ludwig – og det gjorde hun habilt ved først at blive hægtet af ved løbets afslutning.

Alt det virkede utænkeligt, da hun begyndte at køre mountainbike ved siden af tandlægestudiet i 2006.

Hurtigt viste det sig, at hun havde talent, og hun stillede op til sin første konkurrence i 2008. Det store gennembrud kom i 2016, da hun blev verdensmester på den olympiske distance, XCO.

I år måtte hun imidlertid se sig slået med 47 sekunder på den olympiske distance, inden hun tog revanche med VM-guld på maratondistancen.

Den danske stjerne brugte 4 timer og 53 minutter i Dolomitterne, Italien, på en 97 kilometer lang, »sindssygt hård« rute – »jeg tror aldrig, jeg har prøvet noget lignende,« sagde hun efterfølgende.

Hun har ellers prøvet meget som etableret profil på det amerikanske Specialized-hold, hvor hun vil blive ved med at jagte flere VM-triumfer – og det er svært at blive overrasket, hvis det skulle lykkes for hende.