Olesen nærmer sig Ryder Cup-plads
En præmiecheck på over 7 mio. kr. sender den danske golfspiller Thorbjørn Olesen frem på alle ranglister.
Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen tager et stort hop frem på diverse ranglister efter sejren i Italian Open.
Ikke kun på verdensranglisten, hvor han stryger op som nummer 75. Sejren indbragte danskeren godt en million euro, cirka 7,4 mio. kr., og det betyder, at han kommer ind i i top 10 på den europæiske pengeliste, det såkaldte race to Dubai. Her sprang han fra nummer 110 til nummer 6.
Mindst lige så interessant er det, at han pludselig banker på til det europæiske Ryder Cup-hold.
Sejren ændrer ikke så meget. Jeg vil stadig stille op i de samme turneringer, som jeg havde planlagt.Thorbjørn Olesen
Danskeren ligger efter sejren nummer fem på den såkaldte European Points List. De fire øverste på listen kommer med på det europæiske Ryder Cup-hold. Regnskabet gøres først op, når turneringen Made in Denmark er afviklet i Silkeborg til august.
Selve kvalifikationen til holdet er ganske kompliceret. Fire spillere udtages via de europæiske point, mens fire andre udtages på baggrund af point hentet på verdensranglisten. De fire sidste bliver udpeget af danskeren Thomas Bjørn, der er kaptajn for det europæiske Ryder Cup-hold.
For at få de mest formstærke spillere med på holdet, tæller de sidste turneringer mere end de første i sæsonen.
Olesens sejr kommer på det helt rigtige tidspunkt. Italian Open rangerer som en af de betydningsfulde frem imod Ryder Cup.
Der er dog stadig lang vej til at få en plads i dysten mellem Europa og USA, der afvikles i den sidste weekend af september i Paris. Inden da er der en masse golf, der skal spilles.
»Sejren ændrer ikke så meget. Jeg vil stadig stille op i de samme turneringer, som jeg havde planlagt. Men sejren giver mig enorm selvtillid, især fordi jeg i denne sæson indtil videre kun har haft én top 20-placering,« sagde Thorbjørn Olsen efter sejren i Italien.
36 huller mandag
Thorbjørn Olesen har stadig et resultatmæssigt efterslæb, der betyder, at han ikke automatisk er med i de største turneringer. Derfor rejste han søndag aften direkte fra Brescia i Italien til Surrey i England for at stille op i kvalifikationen til majorturneringen US Open.
Mandagens menu lød på 36 hullers golf, kun afbrudt af en frokostpause, på to forskellige baner. 111 spillere kæmpede om 14 pladser ved US Open, der afvikles fra 14. til 17. juni.