Landstræner: Nordmændene rystede os i starten
Den danske landstræner Janne Karlsson var taknemmelig for, at hans danske spillere igen fik powerplay-spillet til at fungere i VM-kampen mod Norge
Janne Karlsson, den danske cheflandstræner, oplevede et noget rystet dansk hold i indledningen af fredagens kamp mod Norge, hvor nordmændene havde held med at presse danskerne i deres opspil.
»Jeg tror, vi var lidt anspændte i første periode. De første fire-fem minutter var særligt slemme, uha,« siger Janne Karlsson.
Han havde ellers forberedt sine spillere på, at Norge nok ville komme stormende frem og forsøge at vinde pucken fra danskerne i deres opspil fra egen zone.
»Vi vidste godt, at de ville komme frem og presse os. Men jeg tror, spillerne var lidt spændte, måske ikke direkte nervøse, men ikke helt afslappede. Så bliver man lidt mere stiv i bevægelserne, man tænker lige det splitsekund for længe, så man kommer til at sidde fast,« siger Janne Karlsson.
Han har flere forklaringer til, at danskerne var lidt anspændte.
»Det er jo ikke nogen normal situation for os, vi er på hjemmebane, vi havde slået Finland. Så er et let at føle et forventningspres,« siger Janne Karlsson.
At det danske hold klarede sig så godt i powerplay - under norske udvisninger – der gav alle tre scoringer og at man forhindrede nordmændene i at score i boxplay – under danske udvisninger - var vigtige faktorer bag den danske sejr.
»I spillet fem mod fem var kampen helt lige, så vi var nødt til at spille 100 procent disciplineret, 100 procent ABC-ishockey. Så har vi et fantastisk powerplay, et fantastisk boxplay og endelig Frederik Andersen i målet, det er det, som gjorde forskellen,« siger Janne Karlsson.
Han var også tilfreds med, at powerplay-formationen med Peter Regin stod for to af målene, ved Nicklas Jensen, da den anden powerplay-kæde med Frans Nielsen har domineret målproduktionen i de tidligere kampe.
»Det var sjovt, at det nu var Peter Regins kæde, der lavede hovedparten af målene i dag og sjovt for Nicklas at få scoret to gange. De har spillet godt i powerplay tidligere i turneringen men ikke fået uddeling, så det var godt, det kom nu,« siger Janne Karlsson.