Fortsæt til indhold
Rejser

Flyselskab udfordrer verdens største producenter: Byg os et fly, der kan bryde luftfartens sidste barriere

Det australske flyselskab Qantas vil lade sine passagerer flyve direkte mellem Sydney og London.

Intet fly har nogensinde formået at binde luftrummet mellem de største byer i Australien og Storbritannien samt New York direkte sammen.

Det står dog højt på ønskelisten hos det australske flyselskab Qantas, som nu opfordrer store flyfabrikanter som Boeing og Airbus til at bygge et fartøj, der kan flyve fra Australiens største by Sydney til London eller New York.

»Dette er den sidste barriere i global luftfart,« sagde Qantas administrerende direktør, Alan Joyce, fredag i forbindelse med, at selskabet offentliggjorde sit kvartalsregnskab, skriver CNN.

Både Airbus og Boeing er ved at udvikle fly til lange flyvninger, men Qantas mener, at intet eksisterende fly i øjeblikket har kapacitet til at flyve de konkrete ruter uden mellemlandinger med passagerer og bagage. Flyselskabet vil have enten en Boeing 777X eller en Airbus A350, der fra 2022 kan løse opgaven.

»Det ville være en af de vigtigste strategiske luftfartordrer i Qantas historie,« lød det fra Alan Joyce.

Ifølge Qantas ville en flyrejse mellem Sydney og London uden stop undervejs kunne klares på 20 timer og 20 minutter, mens turen mellem Sydney og New York ville tage 18 timer og 7 minutter.

En direkte rute mellem Sydney og London ville betyde en ny rekordholder for langdistanceflyvning. Den hævder Qatar Airways at have med sin Boeing 777-rute mellem Auckland i New Zealand og Doha i Qatar.

Qantas vil med sin satsning på langdistanceflyvninger skærpe konkurrencen over for sine asiatiske og mellemøstlige konkurrenter. Samtidig slipper passagerne for den stress, der er forbundet med at skulle skifte fly.