Fortsæt til indhold
Rejser

Hver anden dansker holder sommerferie hjemme

Kun 17 pct. af danskerne rejser til udlandet hele sommerferien. Økonomien sætter en stopper for udlandsdrømmene.

/ritzau/FOKUS

De fleste danskere nøjes med at drømme sig til palmestrandene på Maldiverne, sangria i Sydspanien og cabriolet-kørsel i Californien.

Kun 17 pct. af danskerne tilkendegiver, at de vil tilbringe hele deres sommerferie i udlandet.

Omvendt forventer 53 pct. af de danske husstande at tilbringe hele eller størstedelen af ferien inden for landets grænser, viser en undersøgelse, som TNS Gallup har foretaget for Nordea.

- Hvis man ud fra det, aviserne skriver, skulle bedømme danskernes rejsemønster, ville man jo tro, at vi rejste langt væk hele tiden. Men sådan er virkeligheden ikke. Det dokumenterer vores undersøgelse, siger forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen.

Hvis husstandsindkomsten ligger i den laveste ende på under 300.000 kr. om året, er det blot seks pct., der forventer at holde hele eller størstedelen af sommerferien i udlandet.

Omvendt rejser syv gange så mange til udlandet, når man ser på de rigeste husstande med en samlet indkomst på over en million kroner. Her venter 42 pct. at holde hele eller det meste af ferien uden for Danmarks grænser.

- Har man råd til at holde en ferie et lækkert og eksotisk sted, så gør man det i høj grad. Men der er også mange, der har den holdning, at de helst ikke vil rejse fra Danmark om sommeren, når vejret er godt. Så rejser de på andre tidspunkter, hvor vejret er knap så godt, siger Ann Lehmann Erichsen.

Geografisk er der også forskel på danskernes sommerferieplaner.

Feriebudgettet er størst i hovedstadsområdet, hvor det ligger 10 pct. over landsgennemsnittet. Her forventer husstandene i gennemsnit at bruge 14.530 kr. på sommerferien. Det er 3.500 kroner mere end i Nordjylland, hvor gennemsnitsbudgettet ligger på 11.010 kroner.

Men det skyldes ikke den berygtede nordjyske sparsommelighed, mener Ann Lehmann Erichsen.

- Det hænger klart sammen med, at det er den region, hvor den laveste andel vil tilbringe hele sommerferien i udlandet. Det gælder nemlig kun 12 pct. af husstandene. Og samtidig er nordjyderne mest tilbøjelige til at holde ferien herhjemme, fortæller hun.

Når hele sommerferien rykker til udlandet, koster den 3,5 gange så meget, som hvis den foregik herhjemme, viser budgetterne.

Husstande, der bliver i Danmark, afsætter gennemsnitligt 7.330 kr. alt inklusive, mens familien, der drøner til lufthavnen, når ferieklokkerne ringer, må af med 26.180 kr.

Hvis ferien deles nogenlunde ligeligt mellem Danmark og udlandet, forventes regningen at ende på 16.300 kr.

I gennemsnit forventer de danske husstande i år at bruge 13.190 kr. på sommerferien. Det er 600 kr. mere end sidste år.

Hos Arvad Finanshus, der yder uvildig økonomisk rådgivning til private og virksomheder, råder direktør Susanne Arvad de danske familier til at lægge et dagsbudget inden afrejse - og overholde det.

- Vi møder mange familier, der ender med at bruge væsentligt mere på ferien, end de havde regnet med. Det kan man undgå ved at lægge et budget og dividere det med det antal dage, man er afsted. Med et maksimum for hver dag er det lettere at få børnene til at forstå, at familien er nødt til at foretage nogle fravalg undervejs, siger hun.

Artiklens emner
Nordea