Fortsæt til indhold
Rejser

Shop amok i Bangkok

Her er artiklen, din kone ikke må se: Guiden til Bangkoks fire mest spændende steder at shoppe – og der er ikke mange bedre steder i verden at handle end i den thailandske hovedstad.

KENNETH KARSKOV

Den lokale: Jernbanemarkedet

Et lokaltog bevæger sig langsomt frem langs skinnerne, mens de lokale løber spidsrod foran lokomotivet og slår markiser ned, fjerner varer og pakker deres boder sammen i al hast, så toget kan passere.

Og i det sekund toget er væk, pakker de atter ud, slår markiserne op og dækker igen skinnerne til med deres varer.

Der er en god chance for, at du har set en video af dette scenarie fra Jernbanemarkedet – eller på thai – på Facebook.

Turen derud starter klokken 8.30 på Wongwian Yai stationen i Bangkok, og togvognene er simple, så selv et slidt københavnsk S-tog ligner en kongelig salonvogn til sammenligning, men det er en del af oplevelsen.

Vel fremme er markedet præcist som på filmen, dog med den note at toget blot kører gennem markedet enkelte gange hver dag. Her er ikke mange turist-ting, da de fleste varer er tiltænkt de lokale handlende, men flere og flere souvenirs sniger sig ind i sortimentet og vidner om stedets stigende popularitet blandt turister.

Det udendørs: Asiatique

Asiatique er et udendørs marked beliggende i en række hyggelige, gamle pakhuse ned til Chapphraya-floden i hjertet af Bangkok.

Faktisk tilhørte disse bygninger det hæderkronede danske handelsselskab Østasiatisk Kompagni, og herfra blev skibene lastet med blandt andet dyrebart teaktræ, der kunne omsættes for store summer i Europa. I dag er ØK ophørt med at eksistere som virksomhed, men de gamle lagerhaller står endnu. Bygningerne er nydeligt restaureret, så de fremstår flottere end nogensinde, og hele dette udendørs shopping-område rummer 1.500 boder og butikker samt 40 restauranter.

I tillæg til flere internationale butikker bliver her også handlet mange lokale varer, både tøj designet af lokale designere, livstilsprodukter lavet i området og souvenirs produceret af lokale talenter.

Underholdning er også en del af konceptet, så her står et 60 meter højt pariserhjul, og hver aften klokken 20 kan man se thaiboksning. Der er bådtransport til og fra Asiatique, som har åbent fra klokken 17 frem til midnat.

Den billige: MBK

Otte etager. 2.000 butikker. Og der skal pruttes om prisen.

Enten løber du skrigende bort, eller også begynder dit mundvand at løbe.

MBK er ikke som noget andet storcenter i Thailand. Det er alle de varer, der bliver solgt i Thailands mange gadeboder, på aftenmarkeder og af strandsælgere samlet på ét sted. Og lidt til. Dog med den markante forskel at i MBK er der ingen, der hiver fat i dig. Du kan gå i fred og ro og snuse i butikkerne.

Sortimentet dækker tøj, sko, håndtasker, møbler, legetøj, kosmetik, mobiltelefoner, kameraer, DVD’er, computerspil, kufferter og alt derimellem. Et cover til en iPhone koster f.eks. 20 danske kroner.

Når det bliver for meget shopping, er her også både neglesalon, frisører og bassin med fisk, der spiser den døde hud på dine fødder. Samt en overdådig food court, hvor du kan vælge og vrage mellem retter fra hele verden.

I MBK bliver der solgt både originaler og kopier, så se dig godt for.

Den eksklusive: Siam Paragon

Har du penge, så kan du få, og intet sted i Bangkok har den sætning større gyldighed end i byens mest eksklusive shoppingcenter: Siam Paragon. Takten bliver slået an allerede i den store hal ved hovedindgangen. På rad og række står en række biler i millionklassen fra centrets forskellige autoforhandlere: Bentley, Lamborghini, Maserati og McLaren.

Wow! Og det fortsætter på samme måde med de andre varer.

Tøjbutikkerne inkluderer Balenciaga, Prada og Dior, urene købes hos Patek Philippe og Cartier, elektronikken forhandles af Apple og Bang & Olufsen, og eftermiddagstheen drikkes i Harrod’s Tea Room. Her er spa, laserklinik, tandlæge samt en stribe restauranter – både fastfood og dyrere spisesteder.

På denne måde er Siam Paragon den diametrale modsætning til Thailands mange andre markeder.

Her kan du glemme alt om billige kopivarer, for når den thailandske elite går på shopping, har de guldkortet i pungen og går benhårdt efter lækre mærkevarer og ypperlig luksus.