Vilde droner kan blive skiferiens ulykkelige kærlighed
En ny type selvflyvende smart-droner henvender sig til skiløbere og aktive friluftsmennesker. Men på mange skisportsdestinationer er der allerede så godt som flyveforbud.
Kast dronen op i luften og drøn ned ad pisten med det selvflyvende kamera svævende som en helikopter over hovedet med slowmotion og lækre billeder fra alle vinkler.
Når du er færdig med at forevige dit ridt på de sneklædte bakker, rækker du blot hånden ud, så dronen kan lande i din hånd. Åbn den tilhørende app på din mobiltelefon eller tablet og udvælg de bedste optagelser.
Sådan fungerer verdens formentlig første ”kast og film-kamera”, dronen Lily, der kommer på markedet til februar, men kan forudbestilles fra producenten i USA til 719 dollars – svarende til 4.800 kr.
”Du behøver ikke engang at kunne styre en drone. Den følger dig automatisk via en gps på dit håndled. Og så er den så lille, at du kan have den med i tasken. De egenskaber kender jeg mange, der er interesserede i,” fortæller Albert Ipsen, fotograf hos Playground Productions, der bruger droner i sine videoproduktioner.
Lily kæmper ikke alene om at blive skiløbernes, kitesurfernes, skateboardernes og mountainbikernes foretrukne kameradrone.
Takket være crowdfunding er dronen Hexo+ allerede på markedet til en pris på 1.349 dollars svarende til 9.000 kr.
Ønsker man i stedet at sende sit GoPro-kamera til vejrs med en drone, kan man bestille Airdog, der koster 1.295 dollars svarende til 8.650 kr. eller 3DR til 999 dollars, 6.675 kr.
Skisportssteder forberedt på droneflyvning
Men før dronen kommer på ønskesedlen til jul, bør man overveje kraftigt, hvad den skal bruges til – og hvor.
I Danmark må droner under 25 kilo blandt andet ikke overflyve områder med tæt bebyggelse, eller hvor et større antal mennesker er samlet i det fri.
Der findes dog ingen internationale regler for droneflyvning, og derfor skal man kontakte det pågældende lands luftfartsmyndigheder for at få oplyst de nationale regler, oplyser Trafik- og Byggestyrelsen.
Samtidig kan der være særlige regler for droneflyvning på de enkelte skisportssteder. Går turen eksempelvis til franske Tignes, kræver det en særlig tilladelse, ligesom politiet og bystyret skal varsles, før dronen kommer i luften, oplyser det lokale turistkontor til PlanetSki.
I østrigske St. Anton er det ikke tilladt at bruge droner nær skilifte, lyder det fra turistkontoret, mens det i Schweiz ligesom i Danmark er forbudt at flyve over større forsamlinger af mennesker, hvilket i praksis gør det umuligt at bruge droner på pisten.
I USA er droner på flere skisportsdestinationer totalt forbudt, mens det i Canada foreløbigt er tilladt at flyve med droner under 35 kilo uden særlig godkendelse.
Hos Nortlander, der sælger skirejser til 27 forskellige destinationer, har man endnu ikke modtaget henvendelser fra gæster, der ønsker at forevige skiferien med en kameradrone. Men her er rådet klart.
”Tjek med det lokale turistkontor, hvordan reglerne er. Det ville da være ærgerligt at få konfiskeret en drone til tusindvis af kroner med en bøde oveni. Og hvis der endnu ikke er regler på det pågældende sted, så kommer de helt sikkert lige så snart, det første uheld sker,” siger marketing manager hos Nortlander Kim Just Andersen.