Fortsæt til indhold
Rejser

Unesco-vidundere, du skal se, før de forsvinder

Krig, klimaforandringer og turisters trampen truer nogle af verdens kulturelle eller naturskabte vidundere. Det betyder, at stederne er ved at miste deres autencitet og det, der gjorde dem særprægede og bevaringsværdige. Her er otte unikke Unesco-sites, der er i fare for at forsvinde i fremtiden.

Johanne Trærup

VENEDIG, ITALIEN

Hvorfor er det særligt: Venedig er bygget i det 5. århundrede og var den førende bystat i Italien i det 14. århundrede. Husene i byen er bygget på træpæle og ligger ikke mere end en meter over havets overflade. I byen er der ingen biler, transporten foregår i både mellem de historiske gamle huse. '

Foto: Artur Staszewski

Hvorfor forsvinder det: Allerede for hundrede år siden stod det klart, at byen, der er bygget på træpæle, synker en smule hvert år. Dog troede forskere, at de havde sat en stopper for det. Men undersøgelser viser, at byen stadig synker. Samtidig stiger vandstanden en smule hvert år, hvilket forværrer situationen og gør, at byen til tider bliver oversvømmet.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

TIMBUKTU, MALI

Hvorfor er det særligt: Timbuktu er en tuareg-by nord for Nigerfloden i det vestafrikanske land Mali. Byen, der blev grundlagt i 1100-tallet, fungerede som intellektuelt centrum i det 15. og 16. århundrede. Koranic Sakore University og tre store moskeer var i perioden centrum for islamiskestudier.

Foto: Leslie Lewis

Hvorfor forsvinder det: Løsrivelsesbevægelsen i Azaward og især den fundamentalistiske bevægelse Ansar Dine har indtaget byen. Det betyder, at både karavanebyens kulturmindesmærker og en pyramide er truet af de yderliggående islamistiske grupper. Bygningerne bliver ikke vedligeholdt og er derfor kommet på listen over verdensarvsområder i fare.

DEN HISTORISKE BY I DAMASKUS, SYRIEN

Hvorfor er det særligt: Syriens hovedstad, Damaskus, er den ældste by i verden, der stadig er beboet. Den antikke bydel er præget af sin lange historie og har mange historiske monumenter som kirker, mausoleer og moskeer. Den mest berømte moske er Umayyade-Moskéen, der er en af de største og mest hellige moskeer i verden.

Foto: Arian Zwegers

Hvorfor forsvinder det: Adskillelige historiske objekter er allerede blevet plyndret og solgt under den nuværende konflikt i Syrien. Samtidig finder der en del uautoriserede arkæologiske udgravninger sted, hvilket også er med til at ødelægge byen.

DEN GAMLE BYDEL, JERUSALEM

Hvorfor er det særligt: Byen er hjemsted for over 200 historiske monumenter fra flere forskellige trosretninger og har i mange århundreder været et af verdens religiøse centre. I byen findes blandt andet den ottekantede Klippemoske, der er dekoreret i guld og er islams ældste bygning, samt jødernes helligste sted, grædemuren, der kan dateres helt tilbage til det 19. århundrede før Kristi fødsel.

Foto: Wilfred Hdez

Hvorfor forsvinder det: De politiske stridigheder og religiøs vold har skabt en anspændt stemning i byen, mens urbanisering og den stigende turisme udgør en trussel mod den gamle bydel. Hvert år besøger 3,5 millioner turister byen, og det er meget for en bydel, der i forvejen er belastet.

DEN ANTIKKE BY BOSRA, SYRIEN

Hvorfor er det særligt: Byen var engang et vigtigt stoppested på vej til Mekka. Og byen har bevaret mange af dens bemærkelsesværdige bygninger. Blandt andet har byen det bedst bevarede romerske amfiteater fra det andet århundrede med plads til 15.000 tilskuere og nogle af de ældste moskeer i islamisk historie.

Foto: Arian Zwegers

Hvorfor forsvinder det: Den antikke by blev tilføjet til Unescos liste over verdensarvestykker, der er ved at forsvinde, på grund af den militære konflikt i Syrien.

BELIZE BARRIER REEF, BELIZE, MELLEMAMERIKA

Hvorfor er det særligt: Belize Barrier Reef er det største koralrev på den nordlige halvkugle, og det næstlængste i verden efter Great Barrier Reef i Australien. Revet er kendt for at have mere end 500 arter af fisk og ”Great blue Hotel”, der er et dybblåt kæmpehul i kalksten, der er omkranset af levende koraller. Hullet er 300 meter i diameter og mere end 120 meter dybt.

Foto: Eric Pheterson

Hvorfor forsvinder det: Den største trussel mod revsystemet er blegning af koraller, der er tæt knyttet til den stigende vandtemperatur. Samtidig er orkaner, overfiskeri, turisme og forurening også med til at ødelægge området. Eksperter forudser, at størstedelen af revet er væk om bare 20 år.

EVERGLADES NATIONAL PARK, FLORIDA, USA

Hvorfor er det særligt: Parken, der er mere end 6.000 kvadratmeter stor, har omkring 14.000 små mangroveøer, hvor 8.000 af dem er menneskeskabte. Området er den største subtropiske vildmark i USA og er hjemsted for mange sjældne dyr og plantearter, og er specielt kendt for sine mange store alligatorer.

Foto: Tony Kane

Hvorfor forsvinder det: Orkanen Andrew ødelagde i 1992 store dele af nationalparken, men også landbrug og byudviklinger forårsager dårligere vandtilstrømning, hvilket skader dyrelivet. Allerede nu er mange vådområder forsvundet, og fuglebestanden er blevet kraftigt reduceret på grund af ubalance i økosystemet.

HISTORISKE MONUMENTER I MTSKHETA, GEORGIEN

Hvorfor er det særligt: Den tidligere hovedstad i Georgien, Mtskheta, omtales som landets spirituelle hjerte. Byen har tre middelalderkirker, der alle er placeret på bjergtoppe og er et sted for tidlig kristen aktivitet. Det var i en af disse kirker, at kristendommen blev udråbt til statsreligion i Georgien i år 317, og i kirkerne er der inskriptioner, der er værdifulde kilder til det georgiske alfabet.

Foto: Stefano Bolognini

Hvorfor forsvinder det: De gamle kirker bliver mere og mere faldefærdige på grund af manglende vedligeholdelse, selv om landet har pligt til at vedligeholde verdensarven. Blandet andet er murværket blevet alvorligt beskadiget, og kirkerne har mistet noget af deres autencitet på grund af det dårlige vedligeholdelsesarbejde, der er blevet lavet på dem.