Fortsæt til indhold
Rejser

Syret mega-marked er Rotterdams nye trækplaster

1,3 milliarder kroner har den hollandske havneby Rotterdams nye markedshal kostet. Her kigger beboere ned på handelslivet gennem enorme svampe, ærtebælge og blomster.

Oliver Batchelor

Et fire etager højt hindbær kæmper om pladsen med en mælkebøtte, sporadiske kirsebær, en byge af vindruer og en ensom reje.

Loftet i Rotterdams nye Martkhal er en farvestrålende kakofoni af frugt og grønt, der måske kan lede tankerne hen på et meget udsyret drømmesyn.

Fra gulvet i den 1,3 milliarder kroner dyre hal kan beskueren mellem tagfacadens citroner, kornaks og halve avocadoer endda se beboere midt i opvasken eller blot lyset fra stuerne i de 230 lejligheder, der omkranser markedshallen.

”I Rotterdams nye markedshal vil du blive tilgivet for at tænke, at du er faldet gennem et kaninhul og ned i eventyrlandet,” skriver den britiske avis The Guardian med henvisning til ’Alice i Eventyrland’ om den særprægede arkitektur.

Arkitekt: Pop til arbejderklassen

Markthal er tegnet af den lokale arkitektstue MVRDV, der indtager en førende plads i den bølge af hollandske avantgarde-arkitekter, som brød igennem i 1990’erne.

Markthal er tegnet af den lokale arkitektstue MVRDV.

Udefra fremstår konstruktionen omkring den psykedeliske tunnel som et kvabset elefant-lignende bæst, skriver The Guardian og skynder sig at tilføje:

”Men i stedet for at trompetere den heroiske form af en triumfbue, virker proportionerne maste, slappe og præsenterer en facade, der nærmest er klodset med vilje.”

Den udlægning kan lederen af arkitektstuen MVRDV, Winy Maas, godt acceptere.

”Vi prøver ikke at være glasagtige og stilfulde som Foster eller Rodgers (arkitekterne Norman Foster og Richard Rodgers, Red.). Rotterdam har en stor arbejderklasse, så bygningen krævede pop. Vi ønskede ikke en nutidig elegance, eller at hallen skulle føles som madafdelingen i Harrods,” siger han med henvisning til det luksuriøse storcenter i London.

Rotterdam blev stort set jævnet med jorden under Anden Verdenskrig og har igennem de seneste 50 år tjent som en arkitektonisk legeplads med støtte fra et åbensindet bystyre.

Den matte grå granit, som Markthal er beklædt med, er desuden den samme kinesiske granit, som Rotterdam er brolagt med.

”For at forlænge gaden op over bygningen,” forklarer Winy Maas.

Mad-eldorado med kvalitetsvarer

Rotterdam blev stort set jævnet med jorden under Anden Verdenskrig og har igennem de seneste 50 år tjent som en arkitektonisk legeplads med støtte fra et åbensindet bystyre.

Selve markedet inde i Markthal er tænkt som et mad-eldorado med alt fra fiskehandlere til gourmetbagere, økologiske slagtere og grønthandlere – alt sammen med en overvægt af lokalt producerede fødevarer.

Ideen er, at pladsen skal overtages af en tredjedel af de madboder, der findes i området uden for hallen, mens en tredjedel skal være nye boder og den sidste tredjedel varemærke-butikker.

Men kun få af de eksisterende boder er rykket indendørs på grund af den højere husleje, der er med til at presse priserne i vejret. En af de handlende siger til The Guardian:

”Det er et alle tiders sted. Du kan gå rundt inden for og blive inspireret af de fantastiske udstillinger af varer, og så kan du gå uden for og købe de samme ting for en fjerdedel af prisen.”

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.