Billetpriser til Bangkok og Dubai i stort fald
Nye spillere på et hårdt presset marked har udløst et dramatisk prisfald på flybilletterne til især Bangkok og Dubai. De lave priser er kommet for at blive, vurderer direktør.
En tuktuk-tur i Bangkoks pulserende byliv eller smykkeshopping i Dubais guldbasarer sniger sig i stigende grad ind på danskernes økonomiske radar.
Ligesom priserne på flybilletter til USA falder i disse år, er det samme nu tilfældet med ruterne østpå. Et dugfrisk pristjek fra Dansk Flypris Index, som rejsesøgemaskinen travelmarket.dk står bag, viser priser helt ned til 3.478 kr. for en returbillet fra København til Bangkok og 2.535 kr. for en returbillet fra København til Dubai i uge 44. Fra Billund lyder priserne på henholdsvis 4.409 og 2.848 kr.
Laveste priser nogensinde
Dette prisniveau er ifølge luftfartsekspert og redaktør på sitet check-in.dk, Ole Kirchert, noget nær det laveste nogensinde.
”Det, vi ser i den kommende vintersæson, er, at priserne er nede på et niveau, der minder om 2009, hvor finanskrisen satte ind og brændstofpriserne var på det højeste. Det er absolut bundniveau for flybilletter,” siger han.
Ifølge Ole Stouby, der er administrerende direktør hos rejsesøgemaskinen travelmarket.dk, er de billige flybilletter kommet for at blive.
”Markedet har været igennem en udvikling, hvor konkurrencen er intensiveret, og udbuddet er blevet så stort, at ingen kan tillade sig at sætte et så højt niveau på priserne, som vi så for tre-fire år siden,” siger han.
Nye hårde spillere
Priskrigen er især blusset op, efter lavprisselskabet Norwegian har åbnet direkte ruter mellem København og Bangkok og København og Dubai. Derudover har en række nye mellemøstlige spillere som Emirates, Qatar Airways og Etihad slået sig op på både høj service og konkurrencedygtige priser til knudepunkter som Doha og Dubai, hvorfra der ofte er billige forbindelser videre til Sydøstasien.
Det strammer alt sammen grebet om de etablerede europæiske flyselskaber.
”Mellemøstselskaberne smider en enorm stor kapacitet ind i markedet, fordi de flyver dagligt fra København, Oslo og Stockholm, og det får også Norwegian til at holde priserne skarpe. Der er simpelthen overkapacitet i markedet i forhold til efterspørgslen, og det betyder, at priserne konstant bliver holdt nede,” siger Ole Kirchert.
Derudover er de nye konkurrenter ifølge Ole Stouby generelt organiseret langt mere konkurrencedygtigt.
”Deres fly er optimeret rent brændstoføkonomisk, og deres udgifter til personale er optimeret i forhold til mange af de andre etablerede selskaber. Det er en hård kamp, og det bliver endnu hårdere for SAS og de andre selskaber, hvis de vil følge med. De er oppe imod nogle spillere, som har nogle andre knapper at trykke på,” siger han.
Gavner også Jylland
Selvom de bedste slagtilbud oftest findes ud af København, kan rejsende fra Jylland ifølge Ole Stouby også nyde godt af den intensiverede konkurrence.
”Typisk, når store flyselskaber som KLM, Air France eller British Airways er fulgt med og har reguleret prisen fra København, så regulerer de den også ud af Billund til eksempelvis Frankfurt, Amsterdam eller London, hvor man så kan ramme en forbindelse videre. På den måde får jyderne også gavn af den priskrig, der foregår ud af København,” siger han.
Udsigt til flere billige billetter
Selvom priserne ifølge Ole Stouby og Ole Kirchert har ramt et rekordlavt niveau, vurderer de begge, at udviklingen vil fortsætte.
”Norwegians planer er fremadrettet at udvide rutenettet ganske betydeligt. Efterhånden som de gør det, tror jeg, at vi kommer til at se endnu flere destinationer, hvor der bliver priskrig,” siger Ole Kirchert.
Ifølge Ole Stouby kan det medføre endnu lavere priser end dem, vi allerede har set.
”Vi har fundet et meget lavt niveau, men jeg tror godt, at det kan blive lidt lavere. Jeg vil tro, at det kan falde op til 10 procent yderligere,” siger han.