Fortsæt til indhold
Rejser

Lufthavns-kaos venter til VM i Brasilien

Ufærdige lufthavnsterminaler, droppede metro-byggerier på stribe og halvfærdige stadions. Der er transport-kaos kort før VM i Brasilien starter. Brasilien-ekspert advarer danskere mod at tage af sted på egen hånd

Irene Stelling

VM skydes i gang om få måneder, og en halv million udenlandske turister og 10 gange så mange brasilianere vil flokkes om de 12 værtsbyer.

Der bliver pres på de i forvejen overfyldte lufthavne og veje, og de brasilianske myndigheder må erkende, at mange planlagte udvidelser af infrastrukturen ikke kan gennemføres til tiden.

Blandt andet når en ny terminal i Fortaleza Internationale Lufthavn (FOR) ikke at stå færdig til VM. Det betyder, at tilrejsende skal tjekke ind i midlertidige telte.

Og i Sao Paulos Internationale Lufthavn (GRU) er byggeriet af en ny stor terminal til international flytrafik så forsinket, at kun tre ud af 25 flyselskaber når at tage terminalen i brug inden VM, der begynder 12. juni.

Fly- og togkaos venter

Marie Kolling, Ph.D.-Stipendiat ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, der netop er vendt hjem fra ét års feltstudie i Brasilien, advarer danskere mod at tage til VM, medmindre man rejser gennem et bureau, der står for al transport til og fra stationer og lufthavne.

Selvom de brasilianske luftfartsmyndigheder har tilladt 2.000 ekstra flyvninger under VM, forudser Marie Kolling massiv mangel på indenrigsflyvninger mellem kampbyerne.

”Og da der kører ikke tog mellem de store byer, betyder det, at tilskuere skal ud på lange busrejser,” siger hun.

Seks kilometer metro på 13 år

Metrosystemet ventes også at blive overophedet og være helt utilstrækkeligt.

”Det bliver kaotisk. I Fortaleza når metroen til stadion ikke at blive færdig, og i Salvador har de brugt 13 år på at bygge seks kilometer af den ene linje. Hurtigtoget ud til stadion i Sao Paulo bliver heller ikke færdig,” siger Marie Kolling.

Uden metro og hurtigtog er udenlandske turister overladt til bus og taxa, og det er problematisk i et land uden busstoppesteder og engelsktalende taxachauffører.

”Bussystemet er utrolig kompliceret. Der er ikke en rejseplan eller en buscentral, og mange steder er der ikke engang et busstoppested. Der står bare en masse mennesker og laver ingenting, og så kan man regne ud, at det må være et stoppested,” siger Marie Kolling.

Kan skade Brasiliens image

Kenneth Cortsen forsker i sportsøkonomi og sportsbranding ved University College Nordjylland. Han mener, de massive transportproblemer skader Brasiliens image som rejseland.

”Rent politisk er VM en vigtig begivenhed for Brasilien, der har stor interesse i at fortælle gode historier om landets udvikling. Derfor er det dybt uheldigt, at station-byggeri og anden infrastruktur ikke bliver færdiggjort til tiden,” siger han.

200 danske fans til VM

Det danske rejsebureau Travel Sense forventer at sende mellem 150 og 200 danskere til Brasilien.

Thomas Bjerregaard fra MyPlanet Sport, der er en del af Travel Sense, er dog ikke nervøs for, at danske fodboldturister skal få en dårlig oplevelse på grund af overfyldte lufthavne og manglende tog og metrolinjer til stadion.

”Infrastrukturen når altid at blive klar. Det er den samme smøre hver gang, der er en stor sportsbegivenhed. Journalisterne skrev også om problemer forud for VM i Sydafrika og EM i Ukraine, og her fungerede alting, som det skulle,” siger han.

Fifas generalsekretær, Jerome Valcke, har netop været i Rio de Janeiro for at holde møder med VM-arrangørerne om forberedelserne og de kaotiske forhold.