Fortsæt til indhold
Rejser

Fem perler på Sicilien

Her er lækre strande, smukke gamle byer, et glimrende køkken og fremragende vine.

JENS ERIK RASMUSSEN , Jyllands-Postens udsendte medarbejder

En stor del af turismen er koncentreret på den østlige del af øen, men prøv at gå på opdagelse mod vest, hvor der er færre turister. Her er fem gode steder at besøge i det vestlige Siclien.

Ægte middelhavsstemning

Favignana: Den lille ø Favignana har form som en sommerfugl, og færgen fra fastlandet lægger til i en bugt midt på øen. Sæt kursen mod øst, som er den fladeste del af øen med de fleste strande og de hyggeligste landsbyer.

Lej en cykel, og der er fri adgang til dejlige oplevelser på Favignana. Der er flere butikker med udlejning ved færgelejet, og priserne er rimelige.

Øen er kun 20 kvadratkilometer stor, så afstandene er begrænsede. Følg vejen langs den nordlige kyst, hvorfra der er små stier og grusveje ned til kysten, som består af stejle klipper, men afbrudt af dejlige sandstrande og flade klipper direkte ud til havet.

Vandet er krystalklart, og det er herligt at få en dukkert og nyde solen uden nogen form for masseturisme.

Byer ved stranden

På den sydlige del af øen er der flere små byer ud til stranden. Nyd friturestegt blæksprutte og et køligt glas hvidvin. F. eks. ved Lido Burrone.

Sørg for at have god tid i Favignana by med ægte italiensk middelhavsstemning. Der er små gader med butikker, barer og restauranter. Man kan spise middag ved havnen med havudsigt, men det er sjovest at sidde udendørs på en af restauranterne på byens torv, hvor italienerne hænger ud om aftenen. Favignana nås med hurtigfærge fra Trapani, og turen tager mindre end en halv time.

Ruiner med havudsigt

Selinunte: Et kort øjeblik får man følelsen af at være i Grækenland. Det store tempelkompleks minder ved første øjekast om Akropolis, der hæver sig over Athen.

Det er ikke tilfældigt, for det var en græsk koloni, der havde slået sig ned på Sicilien, som grundlagde oldtidsbyen 628 f. kr. Stridigheder med andre græske kolonier og efterfølgende med de indtrængende romere jævnede byen med jorden, og den lå øde hen til 1800-tallet, da arkæologerne begyndte at interessere sig for området.

Ruinbyen strækker sig over et stort areal, og der er flere templer på arealet. Man kan spadsere rundt eller tage en lille bus, der kører mellem de mest seværdige steder. Med et kort i hånden og en beskrivelse af de forskellige bygninger kan man få et godt indtryk af, hvordan byen var bygget op.

Beliggenheden er i hvert fald formidabel ud til Middelhavets bølger. Derfor er det også oplagt at kombinere en tur til Selinunte med en tur til kystbyen Marinella. Der er gode strande og hyggelige restauranter direkte i strandkanten.

Middelalder i dis og tåge

Erice: Tågen smyger sig om hushjørnerne, og de lavt hængende skyer indhyller borgen i dis, som skaber en stemning af mystik og gamle dage.

Middelalderbyen Erice ligger i 750 meters højde. Der er kun er par km til havet, og vejret ændrer sig hurtigt. En kølig og fugtig formiddag kan afløses af en varm og solrig eftermiddag. De stenbelagte gyder er snævre og charmerende, men der er også noget barskt og køligt over byen, som er præget af borge, fæstninger og kirker.

Fra gammel tid er byen kendt for at være hjemsted for frugtbarhedsgudinden Venus. Borgen Castello di Venere i den østlige del af byen blev påbegyndt af normannerne i 1100 tallet.

Midt på dagen vrimler det med turister i byen, som er et populært udflugtsmål, så kom tidligt eller sidst på dagen, hvis du vil undgå den værste trængsel. Byen er kendt for sine fremragende kager, og det er flere glimrende konditorier. På torvet foran domkirken Chiese Matrice er der gode restauranter med udendørs servering.

Der går kabelbane fra udkanten af Trapani til Erice. Byen nås med bil ad stejle veje med mange hårnålesving.

Landsby på kanten af havet

Scopello: Den silkeelegante brudekjole har slæb, og det smukke ansigt er dækket af et fint slør. Rundt omkring bruden vrimler det med mere eller mindre pomadiserede machos i elegante sorte smokingsæt og håndsyede lædersko.

Det vrimler med Mercedes og Alfa Romeo på parkeringspladsen, og fotografen slæber på et kostbart kamera.

Sceneriet kan minde om optagelserne til en film om mafiaen. Men det er et bryllup, som er kommet forbi, og årsagen er klar. Der skal tages billeder til familiealbummet på et af de smukkeste steder på Sicilien.

Lokationen er Scopello i den nordvestlige del af øen. En herlig lille by med snævre gader, restauranter på kanten af klipperne og et hyggeligt torv med en gammel fontæne.

Idyllen er fuldendt, når man fra torvet går gennem en port til en lukket gårdhave med brosten, skyggefulde træer, et par restauranter og en café.

Scopello ligger helt ud til havet. Bynavnet stammer fra græsk, og det betyder ganske enkelt klippe. For et par årtier siden var byen hjemsted for omfattende tunfiskeri, og fabrikken ses stadig ved kysten. Nu er der landsbystemning uden for højsæsonen, og i sommermånederne strømmer turisterne til.

Det kan anbefales at bo lidt uden for byen, hvor der er flere små hoteller eller B&B med formidabel havudsigt.

Nationalpark med strande

Lo Zingaro: Det er egentlig bjergene, klipperne, dyrelivet og de smukke blomster, som biologerne fremhæver ved nationalparken Lo Zingaro. Men turisterne husker i høj grad de seks bugter med forrygende strande. Sandet eller småstenene er kridhvide, og den lyse havbund og det salte hav skaber en turkisblå farve, der minder om de bedste strande i Caribien.

Lo Zingaro er et fredet naturområde i den nordvestlige del af Sicilien. Parken har et fint net af vandrestier, og man kan vælge de forholdsvis nemme stier langs kysten, de middelsvære udmærkede stier på bjergsiderne, eller de højt liggende og lidt mere krævende spor, der passerer bjergryggen og har mange højdemeter.

Parken har et hyggeligt lille museum, der beskriver dyre- og plantelivet i parken, og om foråret og forsommeren er der et væld af vilde blomster. Man kan finde lange pigge efter hulepindsvinene, der trives i området, som tidligere var hjemsted for både bjørne, ulve og vildsvin.

Efter en tur på bjergstierne er det herligt at blive kølet af ved en af de fine strande. Lo Zingaro nås enten fra Scopello i parkens sydlige del eller mod nord fra badebyen San Vito lo Capo.