Fortsæt til indhold
Rejser

Tåsinge - idyl og drama

Tåsinge har meget at tilbyde sine besøgende - ikke mindst det imponerende Valdemars Slot.

JESPER MØLLER

Nej, baronessen er ikke hjemme på visit«, får vi at vide, så der er ingen grund til at bruge kræfter på at spejde efter hende under vores besøg.

Vi befinder os i hovedbygningen på det store Valdemars Slot på øen Tåsinge, der ligger umiddelbart syd for Svendborg på Fyn.

Den venlige billetsælger er tydeligvis vant til spørgsmålet, for selv om slottet i sig selv er hovedattraktionen, er mange besøgende også nysgerrige efter at få et glimt af dets berømte ejer.

Det handler om baronesse Caroline Fleming - eller tv-baronessen, som hun også kaldes grundet sine hyppige optrædender i diverse programmer. Caroline Fleming er også kendt for sit forhold til fodboldspilleren Nicklas Bendtner, som hun nåede at få et barn med, inden de brød med hinanden for et par måneder siden.

Heldigvis er Valdemars Slot i høj grad værd at besøge, selv om ejeren ikke er hjemme på visit fra sin faste bopæl i London. Herregården er en fryd at betragte udefra, og i den forbindelse er de hvid- og gulmalede sidebygninger faktisk kønnere end den mere ensformige hovedbygning.

Personlige gemakker

De fleste kommer for at se slottet indvendigt. 21 rum er åbne for offentligheden, og mange af dem er rene udstyrsstykker med prægtige gobeliner, store lysekroner, kostbare tæpper og gigantiske malerier.

Særligt overdådig er riddersalen med et af landets fornemste rokoko-interiører. Spisestuen er også stilig med det fuldt opdækkede bord, hvor man får lyst til at sætte sig og lade sig opvarte af datidens tjenere. Porcelænet er det særlige sommerfuglestel, som blev fremstillet af Bing og Grøndahl til lensbaron Carl Frederik Juel-Brockdorffs bryllup i 1865 med baronesse Julie Reedtz-Thott.

Det særlige ved Valdemars Slot er, at de fornemme sale og interiører har et mere personligt præg, end man ser på mange tilsvarende steder. I flere rum står familiens private fotos fremme. Man får derved til en vis grad fornemmelsen af at være på besøg i et privat hjem, og baronesse Caroline Fleming benytter da også nogle af lokalerne, når hun er hjemme på besøg, og den sidste gæst er gået.

Valdemars Slot har tillige sin egen kirke samt to museer - heriblandt Danmarks Museum for Lystsejlads.

Det mest imponerende museum er Jagt- og Trofæmuseet. Her kan man se en enorm samling af udstoppede dyr, som storvildtjægeren Børge Hinsch i sin tid nedlagde hovedparten af. Derudover giver fotografier og etnografiske genstande interessant information om de mange eksotiske folkeslag, som Børge Hinsch besøgte.

Kærlighedsdrama

Selv om Valdemars Slot er Tåsinges suverænt største turistattraktion, rummer øen flere andre spændende seværdigheder.

Få kilometer fra slottet kan man i Nørreskoven se en mindesten markere det sted, hvor en af danmarkshistoriens mest berømte og sørgelige kærlighedsdramaer sluttede på brutal vis.

Det var her, at den gifte grev Sixten Sparre en julidag i 1889 trak sin tjenestepistol og skød sin elskerinde, Hedvig Jensen - bedre kendt som cirkusprinsessen Elvira Madigan - og dernæst sig selv. Umulig kærlighed og elendig økonomi drev parret til det ultimative farvel.

Parret ligger begravet under det store egetræ på den nærliggende Landet Kirkegård. Eftersom de ikke var gift og levede i utugt, tillod datidens moral dem ikke en fælles grav og gravsten, så de ligger i stedet med lidt sørgelig afstand, hvor de burde være forenet i evigheden.

Midt i tristessen over parrets skæbne kan man glæde sig over den smukke kirke og kirkegård.

Herlig udsigt

En anden kirke, som er værd at besøge, er Bregninge Kirke. Den ligger på øens højeste punkt, og der er fri adgang til kirketårnet. Hvis man ellers kan overvinde den snævre og stejle trappe op, så har man fra toppen en fremragende udsigt over øen og Svendborg Sund.

Man kan også se ned mod den mere landlige sydlige og vestlige del af Tåsinge, der i sommerhalvåret præges af blomstrende marker og små landsbyer. Her er meget naturskønt, og mange steder har man herlighederne helt for sig selv, da trafikken ofte er meget beskeden.

Den sparsomme trafik på denne del af øen er en af grundene til, at Tåsinge er perfekt at udforske på cykel. Øen er ikke større, end den kan cykles rundt på en dag, og den sparsomme biltrafik krydres med cykelstier i flere af de mere befærdede områder. Det bølgende landskab er visse steder kuperet, så der skal trampes i pedalerne, men størstedelen af øen er nogenlunde flad.

Idyllen på Tåsinge er ikke begrænset til naturen. Der findes flere dejlige landsbyer, hvoraf Troense er den ubetinget skønneste. Den gamle skipperby blev grundlagt af kammerherre Niels Juel, og den var kendt som centrum for skibsbyggeri og frugtavl.

I dag er landsbyen ikke mindst berømt for mange flotte bindingsværkshuse, hvoraf 30 er fredede. Et besøg i Troense er ikke fuldendt uden en spadseretur langs de smukkeste gader - Grønnegade, Strandgade og Badstuen. Mange af frugttræerne står der endnu, så et besøg i maj, når træerne blomstrer, er en formidabel oplevelse.

LÆS OGSÅ: Sæt farten ned på Ærø