Fortsæt til indhold
Rejser

Danskere advares mod lufthavnspoliti i Bangkok

Pas på, hvis du shopper i butikkerne i den internationale lufthavn i Bangkok. Du risikerer at blive arresteret og afkrævet bestikkelse af thailandske lufthavnsbetjente.

Kilde: DR Nyheder

Sådan lyder advarslen fra den danske ambassade i Bangkok, som kender til en yngre dansk kvinde, som for nylig fik problemer i lufthavnen.

"Vær påpasselig med de butikker, hvor der er åbent, og det ser ud til, at man frit kan bevæge sig omkring," siger Mads Beyer, som er souschef på ambassaden i Bangkok, til DR Nyheder.

Krav om penge

Han fortæller, at kvinden havde taget en mascara eller læbestift og ville vise den til en medpassager, der stod lige i nærheden. Uden at vide det krydsede den uheldige kvinde en usynlig butiksgrænse og blev snuppet af politiet.

"De politimyndigheder, som har foretaget arrestationen, og en oversætter lader meget aggressivt forstå, at de skal have en hel del penge for at hjælpe," fortæller Mads Beyer, som tilføjer, at politiet tydeligt giver udtryk for, at det kan blive en langvarig og besværlig proces, hvis man ikke vælger at betale, fortæller souschefen til DR Nyheder.

Ambassaden ønsker ikke at komme med detaljer om sagen, men ifølge BBC News har flere turister hver eneste måned problemer med politiet i lufthavnen.

To engelske passagerer blev blandt andet truet med, at de ville blive smidt direkte i det berygtede Bangkok Hilton fængsel, hvor de skulle vente i to måneder, før sagen blev behandlet, hvis de ikke betalte 65.000 kr. til politiet og tolk for at få "hjælp" i sagen..

Kvinde dømt for butikstyveri

Den danske kvinde, som blev taget med make-up i hånden, blev dømt for butikstyveri.

Ambassaden ønsker ikke at oplyse, hviken straf hun fik, men Mads Beyer fortæller, at den typiske straf er en bøde på 300-400 danske kroner, og at man kan risikere to års betinget fængsel.

Beyer opfordrer folk til først og fremmest at passe på ikke at krydse en butiksgrænse med noget i hånden. Bliver man taget, skal turisten nægte at give efter for trusler fra politiet, hvis betjentene kræver bestikkelse.

- Hvis folk kommer i knibe, vil det være en god idé at kontakte ambassaden. Vi er til rådighed til at hjælpe, når der sker ubehagelige ting, siger Mads Beyer.

- Jeg kan ikke garantere for, at man ikke får en ubehagelig oplevelse og en forskrækkelse. Men vi befinder os i et retssamfund, hvor man alt andet lige får en rettergang. Og vi opfordrer til, at man ikke lade sig true til at lade være med at kontakte sin ambassade.

Den danske ambassade vil nu tage kontakt til ambassader fra andre EU-lande for at høre, hvor stort problemet er, og hvad man eventuelt kan gøre ved det.