Fortsæt til indhold
Rejser

Næsten halvdelen af danskerne holder sommerferie i udlandet de kommende måneder: Særligt to tendenser stikker ud

Man forventer, at op mod 2,4 mio. danskere over 18 år pakker tasken og rejser ud af landet til sommer, men selvom de fleste stadig vælger at flyve, så er der også sket en stigning i andre former for transport, viser ny befolkningsundersøgelse.

Op mod 2,4 mio. danskere over 18 år pakker tasken og rejser til udlandet i løbet af deres sommerferie. Det viser i hvert fald en befolkningsundersøgelse, som analyseinstituttet Norstat har lavet for Dansk Erhverv.

Og man kan spore flere nye tendenser i rejsemønstrene.

Hvis du er mere til skiftende landskaber, mere benplads og et anderledes og mere grønt alternativ til at flyve, så er du måske en af dem, der allerede nu har booket din kommende rejse med tog frem for fly.

Der er nemlig sat ekstra gang i skinnerne, efter at togrejser er boomet i denne sæson med en stigning på hele 64 pct. siden 2017. Det skriver Danmarks Statistik, og det bekræfter administrerende direktør for GrønRejs, Jakob Skov Johansen, til Dansk Erhverv.

»Vi ser en stor efterspørgsel på togrejser ned igennem Europa – især fra børnefamilier. Mange tager gerne et pitstop undervejs, før de fortsætter rejsen sydpå til strandene ved Middelhavet,« siger Jakob Skov Johansen.

Det er dog ikke kun de skiftende landskaber på skinnerne og den børnevenlige rejseform, der har fristet danskerne i år. Kør selv-ferier har også oplevet et boom med en vækst på 40 pct., som fordeler sig på kør selv-rejseformer som autocamper, fly med billeje og egen bil, ifølge FDM Travels direktør, Anders Iversen.

Gammel kærlighed ruster ikke

Danskerne har i mange år været loyale over for sydens sol med Spanien som det mest populære rejsemål efterfulgt af Italien på andenpladsen og Grækenland som nummer tre, ifølge Danmarks Statistik.

Trods det lange kærlighedsforhold til de tre lande, så kigger mange danskere dog i stigende grad også mod det nordlige Europa, når de skal planlægge ferie.

Det græske øhav med Zakynthos er fortsat blandt de destinationer, ser sælger bedst blandt danskere. Foto: Getty Images

Her er det blandt andet Sverige og Tyskland, der topper. Dette kan skyldes både vejr eller kortere rejsetid, udtaler branchedirektør i Danmarks Rejsebureau Forening Jakob Hahn til Dansk Erhverv.

Dette bekræfter FDM Travel til Dansk Erhverv. De oplever dog en vækst i rejser til både Nord- og Sydeuropa, hvor lande som Kroatien, Storbritannien, Norge og Frankrig også er i fremgang.

Selvom danskerne oplever en udlængsel, så må det stadig gerne være tæt på hjem.
Camilla Jensen, lektor i Politik og Forvaltning ved Roskilde Universitet

Ude godt men hjemme bedst

Det er også blevet en tendens for danskerne at være tættere på “hjem” end før i tiden.

»Efter pandemien kan vi se, at der især er to faktorer, der spiller ind, når danskerne skal vælge deres rejse. Den ene er, at man tænker mere på, at forbrug og klima skal gå hånd i hånd, og det andet er, at selvom danskerne oplever en udlængsel, så må det stadig gerne være tæt på hjem,« siger lektor i Politik og Forvaltning ved Roskilde Universitet Camilla Jensen.

Det betyder bl.a., at danskerne hellere vil holde deres ferie i Europa, da lovgivningen er velkendt, og der er større mulighed for at komme hurtigt hjem, hvis der skulle ske noget, frem for hvis man var i Thailand.

»Det handler om tryghed,« siger Camilla Jensen

Selvom det er udenlandsrejser, som trækker mest i danskerne i år, så holder de fleste danskere stadig en del af deres sommerferie på dansk jord. Det vurderer Dansk Erhverv.

Samtidig er der også sket et ryk i udenlandske turister, der vælger at holde deres sommerferie i Danmark.

»Vi har de seneste år set, at danskernes udlængsel ikke går ud over lysten til at holde sommerferie i Danmark. Vores måling viser, at 72 pct. af danskerne forventer at holde en del af deres sommerferie i Danmark. Det er på niveau med de foregående år. Så sammen med en masse udenlandske turister, der kommer hertil, så er der udsigt til en god sommer på de danske destinationer,« siger Lars Ramme Nielsen, branchedirektør for turisme, oplevelse og kultur i Dansk Erhverv.