»Det kan sagtens blive normalen for bonusfamilier«
Kan man holde sommerferie sammen med sin kone og sine tre børn, sin ekskæreste og ekskærestens nye kæreste? Ja, lyder svaret fra denne blandingsfamilie.
Det slår mig en dag på hotellet, hvor specielt vores setup egentlig er. Min 17-årige søn Noah plasker rundt i poolen sammen med sin bonusfar Christian, som er i færd med at lære et par crawltricks fra sig.
Imens underholder min ekskæreste Signe – Noahs mor – min toårige datter Sophia, hvis mor Nana – min kone – er i gang med at finde en kjole til Signe, som endnu mangler at blive forenet med sin bagage.
Og jeg selv hygger jeg mig på poolkanten med min femårige søn David Luca, som jeg også har sammen med min kone Nana. Forvirret? I så fald er du langtfra den eneste.