Fortsæt til indhold
Rejser

Øhop og vildmarkscamping under en magisk midnatssol

Nordnorge byder om sommeren på midnatssol, bådehusfester, vandreture i Ringenes Herre-landskaber og okseblodsfarvede fiskerhytter på pæle foran takkede bjerge.

Tekst og foto: Jakob Øster

»Vi må da håbe, GPS’en ikke tager fejl,« siger min kæreste lettere stresset.

Siden starten hjemme fra København har vi i egen bil og med færge efterhånden tilbagelagt mere end 2.000 kilometer. Nu befinder vi os i den tyndt befolkede nordnorske region Ofoten godt 250 kilometer nord for polarcirklen og næsten så langt fra civilisationen, man kan komme.