Fortsæt til indhold
Rejser

Flere lande åbner op for vaccinerede turister

Flere lande i Europa og andre steder i verden tillader allerede nu indrejse for færdigvaccinerede turister. Andre lande afviser omvendt tanken om vaccinepas som adgangsbillet.

Mandag underskrev Israel og EU-landet Grækenland en aftale, der skal gøre det lettere for de to landes indbyggere at rejse frit mellem de to lande, så snart man kan dokumentere, at man er vaccineret mod covid-19.

Med aftalen, der blev underskrevet i Jerusalem af regeringslederne Benjamin Netanyahu og Kyriakos Mitsotakis, vil det ikke længere være et krav for rejsende at gå i isolation ved ankomst.

Aftalen om rejseboblen mellem de to lande træder i kraft, når flytrafikken genoptages.

Ifølge bl.a. Jerusalem Post indebærer aftalen desuden, at man i Grækenland tester det israelsk udviklede lægemiddel EXO-CD24, som man øjensynligt har haft gode resultater med i behandlingen af covid-19-patienter i Israel.

Adgang til Island for færdigvaccinerede

Der er som bekendt både tilhængere og modstandere af vaccinepas. Blandt befolkningerne såvel som på regeringsniveau.

I sidste uge meddelte EU-landet Kroatien, at det ikke kommer til at kræve vaccinepas af turister til sommer. Kroatien er ellers et stort turistland, hvor turisme udgør mere end 20 pct. af landets bnp.

De kroatiske myndigheder med turistminister Nikolina Brnjac i spidsen foretrækker i stedet en løsning, hvor man arbejder videre med sidste års coronarestriktioner under kampagnen Safe Stay in Croatia. Her sikres det bl.a., at ansatte i turistindustrien stilles forrest i køen til vaccinestik. Det skriver Kroatiens officielle turistorganisation i en pressemeddelelse.

Andre steder er man mere positiv over for tanken om vaccination som adgangsbillet.

Ifølge flere medier, herunder branchemediet travelmediadaily.com, tillader flere lande allerede nu indrejse for færdigvaccinerede turister. Det gælder bl.a. Island, der tillader indrejse for alle færdigvaccinerede statsborgere fra EU- og EFTA-landene.

Turisterne skal heller ikke coronatestes eller i isolation ved ankomsten til Island.

Seychellerne har allerede åbnet for færdigvaccinerede, mens flere andre lande som Cypern, Rumænien og Georgien er på vej med lignende ordninger.

Thailand forventer at åbne op for færdigvaccinerede turister i tredje kvartal 2021.

Onsdag i sidste uge fortalte finansminister Morten Bødskov på et pressemøde, at et digitalt coronapas er på vej i Danmark.