Fortsæt til indhold
Politik

Nye Borgerlige har forsøgt at lokke DF-profil væk - nu afviser Messerschmidt og advarer mod partiet

Pernille Vermund og co. vil blive isoleret på højrefløjen, mener Morten Messerschmidt.

Det bliver ikke til noget opsigtsvækkende skifte for Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt.

Det slår Europaparlamentarikeren nu fast, efter Nye Borgerlige er kommet med flere offentlige og direkte henvendelser til ham.

»Det er mange fra Nye Borgerlige, der har henvendt sig til mig og spurgt, om jeg ikke ville passe bedre ind der. Men det vil jeg så gerne nu sige definitivt nej tak til,« siger Morten Messerschmidt til BT.

Selvom han mener, at der er mange »sympatiske og fornuftige folk« i det højreorienterede parti, advarer han mod partiets projekt på vejen mod Folketinget.

Morten Messerschmidt mener, at partiet med Pernille Vermund i spidsen vil gøre det sværere at gennemføre udlændingestramninger med hjælp fra blandt andet Socialdemokratiet, da Nye Borgerlige kan blive isoleret på højrefløjen på grund af partiets borgerlige udgangspunkt.

Omvendt har Pernille Vermund tidligere kritiseret Dansk Folkeparti for ukritisk at holde hånden over statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og slår fast, at det ikke vil ske med Nye Borgerlige, hvis regeringen undlader at leve op til partiets krav.

Samtidig har hun kritiseret Dansk Folkeparti for at »sidde på hænderne« under flygtningekrisen i 2015.

»Der var ikke nogen, der sagde stop. Og de politikere, der sad med ansvaret for det, har for evigt forandret Danmark,« sagde hun under årets Folkemødet på Bornholm.

Morten Messerschmidt gjorde i juni politisk comeback, efter han havde været sygemeldt siden oktober på grund af et ildebefindende.

Inden da var han blevet involveret i flere afsløringer af misbrug af EU-midler i EU-fondene Meld og Feld.