Løkke vil lave særregler mod parallelsamfund
DF roser idéen, men ifølge kommunerne kan en »ministersherif« ikke løse problemerne alene.
Normalt laver staten ikke særregler for livet i enkelte skoler eller boligblokke, men det kan være på vej til at ændre sig. For problemerne med muslimske parallelsamfund i Danmark er ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så store, at det kan være nødvendigt med indgriben fra de øverste politiske lag.
»Vi har forsøgt alt muligt, men vi har bare ikke knækket koden. Derfor er vi på Christiansborg nødt til at engagere os på en anden og mere håndfast måde,« siger han.
Det havde været fint, hvis man havde løst problemerne med parallelsamfund lokalt, men det kan man jo ikke finde ud af. Man tør ikke tage opgøret mod den her religiøse formørkelse.
Statsministeren har derfor bedt tre ministre komme med bud på nye »redskaber«, som kan tages i brug over for eksempelvis konkrete skoler med store integrationsproblemer eller boligområder med mange indvandrere på kontanthjælp.
»Det er udfordringer, som vi mere specifikt skal kunne blande os i,« siger Løkke.
Det kan betyde, at en minister fremover vil få mulighed for at gribe direkte ind over for en skole eller i et socialt belastet boligområde. Områder, der normalt er kommunernes ansvar.
Nej til »ministersherif«
I kommunernes forening, KL, vil man ikke afvise, at statslig indgriben i visse tilfælde kan være nødvendig. Men Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for KL’s Arbejdsmarkedsudvalg, advarer mod at skride ind uden om kommuner eller lokale institutioner.
»En ministersherif, der rider ind og tror, at han kan klare det hele, vil ikke blive en succes. Det kan skade det lokale engagement og forværre problemerne,« siger han.
Dansk Folkeparti støtter mere statslig styring.
»Det havde været fint, hvis man løste problemerne med parallelsamfund lokalt, men det kan man ikke finde ud af. Man tør ikke tage opgøret mod den religiøse formørkelse,« siger udlændingeordfører Martin Henriksen.