Søren Pape vil forbyde banden Loyal to Familia
Justitsministeren har bedt Rigsadvokaten og Rigspolitiet om at vurdere, om bandegruppen Loyal to Familia kan opløses efter grundloven.
Regeringen forsøger sig nu med at nyt våben i kampen mod bandekriminalitet.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) oplyser til Jyllands-Posten, at han tirsdag har bedt Rigsadvokaten og Rigspolitiet vurdere, om det er muligt at forbyde banden Loyal to Familia.
»Min personlige holdning er, at Loyal to Familia skal forbydes, hvis det er muligt. Jeg har derfor i dag bedt Rigsadvokaten og Rigspolitiet om hurtigst muligt at foretage en vurdering af, om bandegruppen Loyal to Familia kan opløses efter grundloven. Rigsadvokaten og Rigspolitiet vil herefter kunne sige, om det er muligt at gå den vej,« udtaler Søren Pape Poulsen og fortsætter:
»For mig er det vigtigt, at vi som samfund siger tydeligt fra, når der gentagne gange bliver skudt i gaderne. Vi har at gøre med fuldstændig vanvittige typer, og derfor er alle sejl også sat ind i øjeblikket.«
DF bakker op
I Dansk Folkeparti har man netop argumenteret for et forbud mod kriminelle bander som et tiltag i den aktuelle bandekonflikt.
»Vi hilser Søren Papes initiativ meget velkomment. Nu er det vigtigt, at der kommer et reelt forbud, så det ikke kun bliver ved en undersøgelse,« siger gruppeformand Peter Skaarup (DF).
Han opfordrer samtidig regeringen til at bede Rigsadvokaten og Rigspolitiet lave en generel vurdering af, hvilke andre bander, der eventuelt vil kunne forbydes.
»Det er et helt nødvendigt middel nu, hvor vi ser, at banderne er så ude af kontrol. De er et uvæsen som vi skal rykke op med rod, og det kræver et reelt forbud mod bandevirksomhed,« siger Skaarup.
Et forbud mod konkrete bander har været diskuteret helt tilbage under rockerkrigen i 90’erne, og senest i 2010, hvor Rigsadvokaten og Rigspolitiet i en fælles vurdering konkluderede, at et forbud mod »visse bander og rockergrupper« ikke var »en farbar vej.« Det skete bl.a. med henvisning til grundlovens forskrifter om forsamlingsfrihed, samt pga. tvivl om, hvorvidt de pågældende bander kunne defineres som foreninger, og dermed forbydes efter princippet om, at grundloven tillader opløsning af foreninger, der »virker eller søger at opnå deres mål ved vold«.
I sin vurdering fra 2010 såede Rigspolitiet og Rigsadvokaten også tvivl om effekten ved et bandeforbud.
»Den struktur og de personlige kontakter, som grupperinger i rocker- og bandemiljøet kan have skabt eller medvirket til at skabe, og som kriminaliteten - helt eller delvist - udgår fra, vil således ikke nødvendigvis blive ødelagt ved et forbud. De personer, der faktisk står bag kriminaliteten, forhindres (..) ikke ved et forbud i fortsat at begå kriminalitet sammen, herunder,« skrev de bl.a. i deres vurdering.