DF-ordfører har intet positivt at sige om Esben Lunde Larsen
Miljø- og fødevareministeren får kraftig kritik og anklages for »svinsk« opførsel. Men hvor tæt er DF egentlig på at vælte ham?
Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen er så træt af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), at han ikke kan finde på én eneste positiv ting at sige om ham.
I sagen om de såkaldte kvotekonger langer DF-politikeren hårdt ud efter ministeren, som han tidligere har truet med at vælte.
Årsagen er nye oplysninger bragt frem i Berlingske. Heraf fremgår det, at efter et flertal uden om regeringen i december enedes om at stramme ramme reglerne for fiskekvoterne, lagde embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet en strategi for at få minister Esben Lunde Larsen med ind i aftalen – og det selvom pakken med Ib Poulsens ord var »take it or leave it«.
Strategien indebar ifølge dokumenter refereret i Berlingske torsdag, at der »tages kontakt« til den store medlemsforening for fiskere DFPO for at »koordinere foreningens opbakning til ministerens udmelding,« om at det vil være bedst, hvis regeringen kom med i aftalen.
Hvad vil du foretage dig som reaktion på de her oplysninger?
»Nu skal vi have mulighed for at kigge nøjere på det her i partiet, og så har Enhedslisten indkaldt til samråd. Så må vi vente og se, om der kommer nye oplysninger frem.«
Du siger til Berlingske, at din tillid til ministeren »kan ligge på et lille sted«. Hvordan kan du fortsat samarbejde med Esben Lunde Larsen (V)?
»Fordi jeg er professionelt indstillet i politik. For mig handler det ikke om gode relationer, men om indholdet i politikken. Jeg behøver ikke at have gode relationer, hvis ikke det kan lade sig gøre. Jeg er professionelt anlagt, så nu forholder jeg mig til, hvem der er minister, og til hvad der skal laves rent politisk, og så vil jeg fremme Dansk Folkepartis politik.«
Burde du ikke tage konsekvensen og trække støtten, så en ny minister kom til, der ikke opfører sig »svinsk« og som du har tillid til?
»Det er jo ikke mig, der alene træffer den beslutning. Vi er et parti med 37 medlemmer, og vi er nødt til at diskutere det til bunds. Så kommer vi til en konklusion, og den efterlever jeg. I forhold til kvotekongerne og andre punkter i fiskeriaftalen, vil jeg stadig arbejde for at få vores politik gennemført.«
Skal I have en ny diskussion i DF-gruppen om Esben Lunde Larsen?
»Selvfølgelig. Nu er der en ny alvorlig sag, og en ny situation. Hvor hårdt det belaster ministeren, skal vi drøfte nu.«
Hvis du selv skulle træffe beslutningen, hvad skulle der så ske med ministeren?
»Den holdning ytrer jeg med de 36 andre folketingsmedlemmer (i DF, red.). Hvad jeg mener, behøver jeg ikke dele med offentligheden.«
Men er det ikke tom snak at tale om svinske metoder og mistet tillid, hvis ikke I tager konsekvensen. Hvis ikke flertallets politik kommer igennem må I som medlemmer af Folketinget vel handle?
»Man er jo ligesom nødt til at kigge på tingene og vurdere plusser og minusser, som man siger. Så må vi gøre vægtskålen op. Det er fair nok, synes jeg.«
Men kan du nævne nogle plusser ved den siddende minister?
Ib Poulsen er tavs i flere sekunder.
»Det er et svært spørgsmål… Det… det ved jeg såmænd ikke.«
Men hvis det skal give mening at se på plusser og minusser, må du vel have nogle plusser?
»Jo, jo, men nu er jeg jo ikke den eneste, der skal komme med plusser. Det er der andre, som også skal. Vi er jo fire ordførere (i DF, red.), der arbejder sammen med ministeren, og der kan være andre, som har et andet syn på det.«
Men du har ikke umiddelbart noget positivt at sige om den siddende minister?
»Nej.«
Men det er ikke det samme, som at du gerne ser ham gå af?
»Nej. For mig handler politik om indhold og ikke om at vælte ministre. Det er sekundært for mig, hvem der er minister. Men selvfølgelig skal spillereglerne være i orden, ellers bliver det enormt svært. Det viser denne her sag jo også. Det har været enormt svært at spille efter de samme regler. Det er jo ligesom hvis det ene hold må tage med hænder i fodbold og det må de andre ikke. Det bliver en ulige kamp.«
Men der er vel ikke noget ulovligt i at bruge embedsværket til at forfølge sin politiske dagsorden?
»Nej, men kun indtil at der er besluttet noget. Når et flertal i Folketinget har besluttet, at sådan skal det være, så mener jeg ikke, at det kan være lovligt. Jeg synes i hvert fald, at det er dybt problematisk at påvirke de andre til at skifte mening, frem for at sige, at nu efterlever man aftalen i ord og ånd, og så alligevel bruge sit embedsværk på urimelig vis på at få mig til at vakle.«
Det har ikke været muligt at få et interview med Esben Lunde Larsen om den fornyede kritik i kvotesagen.