Midlertidig politiskole er udpeget
Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har fået gennemtrumfet en midlertidig politiskole i Vestdanmark.
Den midlertidige politiskole i Vestdanmark kommer til at ligge i Fredericia - nærmere bestemt på Ryes Kaserne.
Det har justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), offentliggjort onsdag eftermiddag.
Beslutningen er truffet efter massivt pres fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Netop DF og S har i sagen om en ny politiskole kørt tæt parløb uden om regeringen.
Sidste år i november meddelte den daværende V-regering, at der skulle bygges en ny skole i Herning. Men i januar blev det omgjort, da DF og S dikterede skolen i eksisterende bygninger - valget faldt på den tidligere sygeplejeskole i Vejle.
For seks uger siden meddelte Bygningsstyrelsen, som er bygherre på projektet, at politiskolen i Vejle først er klar efter ombygning i 2020.
Det fik DF og S til at kræve en midlertidig politiskole i Vestdanmark, og tirsdag i denne uge gav de to partier en klar deadline til Pape Poulsen.
Find en midlertidig skole inden 25 dage, lød det.
»Vi er enige med S i denne sag, og dermed har vi et flertal i forligskredsen. Og vi siger, at der skal være fundet en midlertidig placering den 1. juli,« sagde retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF).
Men justitsministeren havde blot brug for et par dage, for efter et møde med politiforligskredsen onsdag eftermiddag, er der nu fundet en løsning.
”Jeg har fremlagt en løsning i dag for forligskredsen, og det betyder, at vi lægger en midlertidig skole i Fredericia,” siger Søren Pape Poulsen.
”Jeg har for kort tid siden ringet til borgmesteren i Fredericia og orienteret ham,” siger justitsministeren.