Fortsæt til indhold
Politik

Folketinget ser med frygt og bekymring på konflikt mellem Nordkorea og USA

Flere udenrigsordførere kalder den optrappende konflikt mellem Nordkorea og USA for farlig. "Kina har ikke været sin opgave om at håndtere Nordkorea voksen", mener Søren Espersen.

Der hersker en stemning af usikkerhed og afmagt iblandt flere af Folketingets udenrigsordførere, som time for time holder et skarpt øje med udviklingen i konflikten mellem Nordkorea og USA.

Lørdag har Nordkorea varslet atomprøvesprængninger, mens USA modsat ifølge højtstående efterretningsmedlemmer advarer med krydsermissiler, og truslerne vækker bekymring hos Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er mange, der ser med bekymring på den nordkoreanske aggressivitet med ikke blot at true med våben, men samtidig være langt fremme i missilteknologien. Derfor forstår jeg USA, når de siger, at de ikke kan blive ved med at acceptere den udvikling. Der er talrige eksempler på, hvor fuldstændig skørt, det nordkoreanske regime er,« siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

Han bakkes op af Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.

»Det virker som en meget farlig situation. Man ved aldrig, hvad det styre kan finde på. Hvis de har sat sig for at markere dette jubilæum med alt, hvad det indebærer, så må man formode at de gør det.«

Søren Espersen kalder konflikten mellem Nordkorea og USA kompleks, fordi en masse omkringliggende nationer på det asiatiske kontinent er indblandet.

»Der er masser af interesser på spil, hvis krigen udarter. Det handler om Sydkorea, Japan og Kina. Risikoen for, at atomvåben vil blive brugt for første gang siden Anden Verdenskrig, er meget latent. Det er meget underligt,« siger Søren Espersen og langer samtidig hårdt ud efter Nordkoreas eneste allierede, verdensmagten Kina.

Når vi har at gøre med en konflikt, der involverer atomvåben, er verden meget lille. Men der er samtidig meget langt til Nordkorea, og det gør verden stor.
Henrik Dahl, Udenrigsordfører, Liberal Alliance

»Endnu en gang kan jeg ærgre mig over, at Kina ikke for længest har løftet et ansvar. De gør jo ingenting. Det er ren snak. Hundredvis af gange har man bedt dem gøre noget i forhold til Nordkorea, de er jo det eneste land, der kan gøre noget. Det store problem er Kina, der ikke har været sin opgave voksen.«

Liberal Alliances ordfører på udenrigsområdet, Henrik Dahl, føler sig som tilskuer til en storpolitisk magtkamp med atomvåben indblandet.

»Det er en situation, man helt reelt ikke kan vide, hvor ender. Man kan tænke på historiske paralleller, men hvor konflikten reelt ender, er svært at have en begrundet mening om. USA har et overordnet mål om at forhindre flere atommagter end højest nødvendigt, men man sidder med en uforudsigelig modpart, som man ikke ved, hvad kan finde på,« siger Henrik Dahl og tilføjer:

»Jeg sidder på lang afstand og konstaterer, at verden både er meget stor og meget lille. Når vi har at gøre med en konflikt, der involverer atomvåben, er verden meget lille. Men der er samtidig meget langt til Nordkorea, og det gør verden stor. «