Fortsæt til indhold
Politik

Rasmus Jarlov og Joachim B. Olsen: Bagstræbere tvinger Uber ud af Danmark

Uber annoncerede tirsdag, at tjenesten lukker i Danmark. LA begræder nyheden og bebrejder S og DF.

/ritzau/

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti tvinger kørselstjenesten Uber ud af Danmark.

Det mener både Liberal Alliance og De Konservative, efter at Uber tirsdag har annonceret, at tjenesten lukker i Danmark som følge af den kommende taxalovgivning.

Regeringspartierne, Socialdemokratiet, DF, De Radiale og SF stemte alle for aftalen. Alligevel bebrejder LA's erhvervsordfører, Joachim B. Olsen, Socialdemokraiet og DF for Ubers exit.

- DF og S har ikke ønsket det. De er nogle bagstræbere og nogle maskinstormere.

- De har været mere optaget af at beskytte en branche for konkurrence i stedet for at gøre det rigtige og skabe vækst. Det er enormt ærgerligt, siger han.

Lukningen ærgrer også De Konservatives transportordfører, Rasmus Jarlov. Men han erkender, at det skyldes den taxalov, som hans eget parti har været med til at indgå.

- Som alle ved, ville den borgerlige regering gerne have haft, at Uber kunne fortsætte.

- Men den blev tvunget af SF og S til at lave lovgivning, som tvinger Uber ud af Danmark, siger Jarlov, der har været en af kørselstjenestens varmeste støtter på Christiansborg.

At kørselstjenesten ophører, går både ud over brugere og chauffører, lyder det fra Joachim B. Olsen, som også har været stor fortaler for Uber.

- Det er ærgerligt for både de 200.000 brugere i København, som har taget Uber til sig, og for de chauffører, som har fået en indkomst fra Uber, siger han.

Den kommende taxalov gør det muligt for andre end de etablerede taxaselskaber at komme ind på markedet, men stiller omvendt krav til udstyr som sædefølere og taxametre.

Loven gør ifølge Joachim B. Olsen, at Danmark går glip af teknologi, som både er deleøkonomisk, skaber mindre trafik på vejene og gør det muligt for folk med lavere indkomster at bruge en kørselstjeneste.

Spørgsmål: Liberal Alliance og De Konservative gik i regering med Venstre for fire måneder siden. Nu forlader Uber Danmark. Har I fejlet?

- Nej, vi har på ingen måde fejlet. Det udspil, som regeringen kom med, var mere liberalt end det udspil, som den tidligere venstreregeringen kom med.

- I Danmark er det Folketinget, der vedtager lovene og ikke regeringen. DF og S har blokeret for, at vi kunne tage den nye teknologi til os, siger Joachim B. Olsen.

Lukningen af Uber skaber derimod glæde hos det politiske flertal på Christiansborg.

Det er en glædens dag, mener Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen.

- Det er godt, at Uber har indset, at det koncept og den måde, de ønsker at drive forretning på, ikke er noget, vi ønsker i Danmark. Så det er ganske glimrende, at Uber lukker, siger han.

Glæde er der også hos SF's transportordfører, Karsten Hønge.

- Det er en glædens dag, at Uber nu skal køres til ophugning. Jeg græder tørre tårer. Jeg vil bare ønske Uber god tur hjem.

- Ubers forretningsmodel er at give usikre vilkår til deres ansatte. Det holder slet ikke, og jeg er glad for at vores samfund siger klart fra over for en så grådig og grisk virksomhed som Uber, siger Hønge i en skriftlig kommentar.

Den kommende taxalov opretholder krav om taxameter og såkaldte sædefølere.

Uber oplyser, at man 18. april ikke længere kan bestille kørsel via selskabets app.