Tidligere S-minister opgiver at blive valgt til byrådet
Carsten Hansen mener ikke, hans job passer med at være folkevalgt politiker.
Den tidligere socialdemokratiske minister for by, bolig og landdistrikter og minister for nordisk samarbejde Carsten Hansen opgiver sine planer om at blive valgt til Odense Byråd. Det siger han til TV 2 Fyn.
Carsten Hansen har siden september sidste år været ansat hos lobbyistvirksomheden Rud Pedersen Public Affairs Company, og han mener ikke, det job er forenligt med at være byrådsmedlem.
»Det har været en svær beslutning, for jeg sagde jo "ja", da man spurgte mig. Og jeg har jo altid været folkevalgt og gjort en stor indsats for Socialdemokratiet. Men jeg har besluttet mig for, at jeg vil gerne fortsætte i det civile job, jeg har nu i København, og som jeg er rigtigt glad for,« siger Carsten Hansen til TV 2 Fyn.
»Jeg er rigtig glad for det job. Og skulle jeg fortsætte min private karriere, så skulle jeg beslutte mig nu. Man kan ikke både være valgt til demokratisk råd og så samtidig arbejde med at varetage politiske interesser for private firmaer og kommunale institutioner,« siger han.
Carsten Hansen, som fra 2006 til 2011 var formand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, var valgt ind som nummer 11 på kandidatlisten til kommunalvalget i november måned. Men den relativt lave placering på stemmesedlen spiller ikke ind i hans beslutning, siger han.