DF og S skærper kritikken af Thyra Frank: »Tålmodigheden er væk«

Dansk Folkeparti afviser redegørelse fra Thyra Frank (LA) og skaber usikkerhed om hendes fremtid som minister.

Artiklens øverste billede
DF og S lægger nyt pres på ældreminister Thyra Frank (LA). Foto: Jens Dresling

Regeringens støtteparti Dansk Folkeparti øger nu presset på ældreminister Thyra Frank (LA) markant i sagen om hendes tid som forstander på plejehjemmet Lotte.

Hvis ikke Thyra Frank tager »klar afstand« fra sin egen kreative omgang med de lovpligtige arbejdspladsvurderinger (forkortet APV) så har Dansk Folkeparti svært ved at kunne fortsætte samarbejdet med ministeren, lyder truslen fra ældreordfører Jeppe Jakobsen (DF):

»Så har vi en meget, meget alvorlig sag. Så har jeg svært ved at se, hvordan vi kan samarbejde med en minister, der ikke mener, at landets love er så vigtige, at de skal følges,« siger han til Jyllands-Posten.

Så du har svært ved at se, at I fortsat kan have tillid til hende som minister?

»Det er en situation, jeg må drøfte med min folketingsgruppe.«

Hvis DF vælger at trække støtten til Thyra Frank, er hun efter alt at dømme færdig som minister, ligesom det var tilfældet med daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), da De Konservative mistede tilliden til hende sidste forår.

Er jeres tålmodighed med ældreministeren ved at være brugt op?

»Tålmodigheden er væk i den her sag. Nu skal der svares,« siger Jeppe Jakobsen.

Udmeldingen – der i øvrigt kommer samme dag, som DF kritiserer transportminister Ole Birk Olesen (LA) for  ikke at være kompetent til ministerjobbet – er en reaktion på et skriftligt svar, som Jeppe Jakobsen og socialdemokraternes ældreordfører Astrid Krag har fået fra Thyra Frank. De to ordførere havde bedt ministeren svare på en række spørgsmål om hendes omgang med de lovpligtige APV'er.

Blandt andet hvor mange gange hun kopierede dem fra andre plejehjem, og om hun kopierede andre lovpligtige dokumenter fra eksempelvis plejehjemmet Jelling Have eller andre plejehjem.

Men Thyra Frank afviser at gå i detaljer om sin tid som plejehjemsforstander fra 1988 til 2011.

»I dag er jeg ældreminister, og jeg vil og kan derfor ikke som minister gå i detaljer med forhold, der vedrører mit tidligere erhverv som forstander på Lotte,« skriver hun i svaret, som i øvrigt er identisk med et svar, hun har givet Enhedslistens Finn Sørensen.

Hun hævder, at det altid har været »med et glimt i øjet,« når hun i skrift og tale har sagt, at hun skrev arbejdspladsvurderinger af fra andre plejehjem. Desuden slår hun fast, at eksisterende regler og vejledninger »naturligvis skal følges.«

Ifølge både DF og Socialdemokratiet er redegørelsen dog langt fra tilfredsstillende. Der er nærmest tale om en »ikke-redegørelse«, mener Jeppe Jakobsen.

»Vi havde forventet en redegørelse, og så får vi et halvt A4-ark, hvor hun bruger det meste af pladsen på at skrive, at hun ikke har lyst til at forholde sig til spørgsmålet,« siger han.

Hvad burde hun have svaret?

»Hun skal tage klar afstand fra den praksis, hun benyttede (med APV'erne, red.). Ikke noget med at hun har sagt tingene med et glimt i øjet. Hun skal gøre det helt tydeligt, at det ikke var godt nok. At hun skulle have reageret. Og at hun ikke vil acceptere, hvis andre gør, som hun gjorde,« siger Jeppe Jakobsen.

I første omgang får Thyra Frank nu ny chance for at komme med en redegørelse, der tilfredsstiller DF og S. Partierne stiller hende nemlig spørgsmålet igen – denne gang med en besked om at svare. Desuden kalder de hende i fællesskab i samråd om problemer med medicinhåndtering på plejehjemmet Lotte.

Astrid Krag (S) kalder redegørelsen »en ommer«.

»Vi har stillet nogle meget konkrete og meget rimelige spørgsmål, og så spiser hun os af med et svar, der dårligt nok fylder en halv A4-side. Det er Folketingets to største partier, der har stillet spørgsmålene, så skal hun som minister svare. Så nu får hun en chance mere,« siger hun.

Begge ordførere mener, at sagerne fra »Lotte« er vigtige og relevante i dag, selvom de ligger syv år tilbage i tiden. Lotte-tiden er nemlig hele grunden til, at Thyra Frank er blevet minister, lyder det.

»Vi har hørt hele vejen igennem fra både Liberal Alliance og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at Thyra Frank blev ældreminister på grund af hendes fortid på Lotte. Når det så kommer frem, at der har været problemer både med arbejdsmiljø, medicinhåndtering og med at følge lovgivningen, så er det selvfølgelig vigtigt at få med. Lovgivningen skal overholdes,« siger Astrid Krag.

Men Thyra Frank skriver jo også i sit svar, at regler »naturligvis« skal overholdes. Er det ikke nok?

»Det klinger utrolig hult, når hun ikke er villig til klart at beklage, at hun ikke selv fulgte regler og lovgivning som plejehjemsleder. Det hænger simpelthen ikke sammen, når hun bare afviser at svare.«

Men hun skriver jo – fremadrettet – at lovgivning skal overholdes. Er det ikke det vigtige?

»Men hvis hun skal have nogen form for troværdighed fremadrettet, så bliver hun nødt til, at forholde sig til, hvordan selv netop ikke fulgte love og regler,« siger Astrid Krag.

Fra Jeppe Jakobsen lyder svaret til dem, der måtte kritisere S og DF for bare at køre hetz mod ministeren således:

»Når det handler om selve grunden til, at hun er blevet minister, så vil jeg have lov til at stille spørgsmål til det,« siger han.

»Der foregik mange gode ting på Lotte, som vi gerne vil hjælpe hende med at rulle mere bredt ud. Men vi er ikke med, hvis hun skal have sådan en laissez-faire-holdning til lovgivningen.«

Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Thyra Frank.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.