Efter folketingsbortvisning: Rohde langer ud efter formanden
Folketingets åbningsdebat blev torsdag præget af en stille demonstration udført af fire folktingsmedlemmer.
I solidaritet med civilbefolkningen i den syriske by Aleppo var Naser Khader (K), Brian Mikkelsen (K), Jan E. Jørgensen (V) og Jane Heitmann (V) trukket i sorte t-shirts med en støtteerklæring til befolkningen trykt på brystet:
»Syrien Aleppo Bløder #savesyria,« stod der.
De fire politikere fik lov til at sidde i salen i en halv time, inden demonstrationen blev for meget for Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, som sendte de fire folketingsmedlemmer ud for at skifte trøjer.
De fire politikere protesterede ikke yderligere og gik ud og tog »noget mere kedeligt på«, som Naser Khader udtrykte det efter udsmidningen.
Udsmidningen vakte en del opmærksomhed på de sociale medier.
Det radikale EU-parlamentsmedlem Jens Rohde, havde i første omgang udtrykt sin begejstring og respekt for demonstrationen på twitter.
»Jeg får mere og mere respekt for dig, Jan E. Jørgensen – godt gået!« skrev han.
Men efter udsmidningen og et par timer senere blev tonen noget mere kritisk fra Rohde. På Rohdes offentlige Facebook-side lød det:
»Næste gang tager I en t-shirt på med: ”Danmark for danskere, udlændinge ud!” - Så får I vel lov til at blive i salen.«
Rohde leverede dermed en slet skjul kritik af Pia Kjærsgaards eget parti, Dansk Folkeparti, og dets indvandrerkritiske udlændingepolitik.
Det står ikke direkte i Folketingets regelsæt, at det er forbudt at have tøj på med politiske budskaber. Det er op til Folketingets formand at påtale medlemmernes opførsel, hvis hun mener, at den er over stregen.
Hen ad eftermiddag, da debatten var startet igen efter en frokostpause, havde 14-15 aktivister på tilhørerpladserne iført sig de samme trøjer med det samme budskab.